Tak til
 






  
05/05 2023

For få borgere til borgermøde (2)

I gårsdagens første artikel fra borgermødet om Brundhøjs fremtidige udnyttelse gjorde vi rede for amtets bevæggrunde for at ændre målgruppe for den gamle Nørre Djurs-institution – og i dag vil vi så til slut beskæftige os med de forskellige reaktioner fra de fremmødte.


Hér var Eigil Henriksen fra Glesborg stærkt bekymret over, at amtet således ville nedlægge en velfungerende institution og erstatte den med noget, vi ikke kan overskue konsekvenserne af. Han angreb også folkene fra amtet for at spekulere i, at der ingen høringspligt er for Brundhøj, så de uden videre kan gennemføre deres planer uden modstand. Det benægtede de naturligvis, men aftenens møde var jo også netop en fin gestus fra amtets side over for borgerne. Skuffende var det, at så få ”almiindelige” borgere tog imod den – onde tunger påstår, at det skyldtes de mikroskopisk små annoncer i de lokale aviser forud for mødet!
Som man kunne forvente, var en god del af de tilstedeværende personale fra den snart lukkede Brundhøjskole. De mente helt klart at amtet nu havde lagt sig fast på Brundhøj som ungdomsfængsel, fordi de andre kommuner på Djursland ikke ville huse projektet. Men også på det faglige plan havde de betænkeligheder ved amtets planer, og tiltroen til en eventuel succés med det planlagte ”pædagogiske ungdomsfængsel” kunne ligge på et meget lille sted.
Således blev der givet glimrende modspil til amtets repræsentanter, og borgmester Jens Peter Jellesen viste omtanke for sine borgere ved bl.a. at opfordre til at få nogle kriterier for, hvad vi som område kan leve med af forstyrrelser af den landlige fred og ro af et sådant opholdssted. Bortset fra dét var han ikke decideret modstander af projektet som partifællen Eigil Henriksen, og fra den modsatte side af byrådssalen lød der f.eks. fra Peter Bo Jensen overvejende positive indtryk af de amtslige planer. De tilstedeværende lokalpolitikere var dog enige om én ting: de vil gerne have amtslige institutioner, og for ikke at vise mangel på omstillingsparathed over for amtets planer, der jo næsten er vedtaget i forvejen, vil de ikke stille sig i vejen, da der er brug for arbejdspladserne.
En fiffig herre i salen foreslog, at kommunen skulle finde et egnet sted i Nørre Djurs til ungdomsprojektet, og så samtidig bevare den nuværende Brundhøjskole, så der kunne scores det dobbelte antal arbejdspladser. Der er noget at arbejde videre med for kommunens folk, for de skal nemlig give en indstilling til amtet inden den endelige vedtagelse om kort tid i amtsrådet.
Det nye ungdomssanktionsprojekt bliver sat i gang med en millionbevilling i ryggen, og udsigterne til arbejdspladser var bestemt med til at gøre det spiseligt for folk dén aften i Glesborg. På negativ-siden derimod tæller dén skepsis, der blev givet udtryk for af både vores lokale betjent, Bent Bundgaard Jensen, og politimester Jens Wacher fra Grenå. Begge gav de klart udtryk for, at den kommende institution nemt kan gå hen og give det lokale politi problemer. Fra panelet havde der lydt gentagne forsikringer om, at de unge kriminelle næsten altid søgte hjem til de gamle græsgange i storbyerne i tilfælde af flugt fra institutionen. Hertil bemærkede de lokale politifolk, at de jo da skulle igennem tre kommuner på Djursland, før de er i Århus, og således kan nå at lave mange ulykker på vejen. Og på samme måde kunne man da ikke udelukke, at den nye institution kunne få en uheldig afsmittende effekt på egnens unge.
Som det kan ses, var der mange holdninger på kryds og tværs til amtets nye planer for Brundhøj – men én ting kan man være helt sikker på: det meste er aftalt på forhånd, og borgerne er nu blevet både informeret og har fået lov til at ytre sig – kun kommunen kan måske nu føje enkelte detaljer til dén beslutning, der snart skal tages i Århus Amtsråd.”
Skrevet af Rex

Kilde:

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam