En læser af Randers Amtsavis giver i dagens avis udtryk for sine bange anelser om, at der i de senere år er blevet tvangsfjernet børn og unge rundt omkring, fordi det var den billigste løsning for de enkelte kommuner. Han skriver:
”Forældre, som i årevis var erklæret uegnede til at tage sig af deres børn, kan nu alligevel selv passe dem. Har kommunerne foretaget fejlvurderinger af disse forældre? Eller tilsidesættes børns ret til ordentlige opvækstbetingelser på grund af økonomi.
Såfremt kommunerne har fejlvurderet forældrenes evner, burde én af Danmarks-historiens største erstatningssager rejses. Det store antal hjemsendelser af børn indikerer så, at der er foregået systematisk tilsidesættelse af helt elementære rettigheder.
Kommunerne bryder loven, hvis de lader økonomiske hensyn stå over børnenes vé og vel. Små kommuner siger, de ikke har råd. Er det så ansvarligt, at små kommuner varetager de ofte dyre, svære og meget komplicerede familiesager? Opgaver, der kræver stor faglig indsigt og erfaring uden sammenblanding af interesser.
TV2-dokumentarprogrammet ”Løgn over Løgn” viste, hvordan man i Farsø Kommune i Jylland tog større hensyn til økonomi end til det enkelte barn.
I stedet for at følge politikernes bud om at spare valgte personalet at handle ud fra loven. Det kostede hele personalet en fyreseddel.
Mange mindre kommuner har ondt i økonomien. Dét, at anbringe et barn på institution, er et meget dyrt indgreb. En enkelt anbringelse løber let op i kr. 600.000 pr. år.
For en mindre kommune kan det altså have store omkostninger for den kommunale økonomi. Det har også store omkostninger for det enkelte barn.
I en rapport fra Socialministeriet år 2000 ”Anbringelse af børn og unge. Aktuel praksis – fremtidige udfordringer” efterspørger samtlige amter i Danmark flere pladser til dårligt stillede unge.
I 2001-2002 var der på mange institutioner og opholdssteder store ventelister. Ventelister med børn, som alle havde brug for hjælp til at komme videre i deres liv.
Ved indgangen til 2003 var disse ventelister som sunket i jorden. Meget få børn havde nu ifølge kommunerne brug for hjælp.
Hvor er alle de børn, der i 2001-2002 stod på venteliste til en institutionsplads?
I dag breder utrygheden sig blandt børn, plejeforældre og personalet på institutionerne. Plejefamilierne og forskellige personaler er bange for, at børnene bliver sendt hjem til forhold, som ikke er anderledes, end da de blev anbragt.
Børnene kan ikke undgå at blive påvirkede og kommer i klemme mellem forældre, sagsbehandlere, plejeforældre og personale. Dette skaber frustration og usikkerhed hos børnene.
Behandlingskrævende børn har behov for præcis det modsatte: tryghed, kontinuitet, struktur og forudsigelighed.
Anbringelse af børn uden for hjemmet er en dyr foranstaltning. Vi har som samfund ikke råd til, at udgiftsniveauet på dette område fortsætter med at stige.
Vi må dog ikke lade det gå ud over børn, som har behov for at blive hjulpet nu og hér. I stedet bør vi se på, hvorfor og hvilke omstændigheder i vores samfund der betinger, at så mange unge anbringes uden for hjemmet. I slutningen af 2002 var det 14.000 børn og unge, som ikke boede hos deres biologiske forældre.
Måske skyldes det, at forældre er blevet snydt til at tro, de ikke kunne passe deres egne børn!”
Skrevet af Per Sørensen fra Randers i Randers Amtsavis lørdag d. 4. oktober
Kilde:
Rex
05/05 2023
