Tak til
 






  
05/05 2023

Dejlig cirkusoplevelse i Gjerrild

Vi skal lige love for, at Gjerrild fik placeret sig på ”cirkuslandkortet”, da der tirsdag aften for første gang var cirkusforestilling i den lille, idylliske by. Som tidligere omtalt var Cirkus Mascot i byen, og det må siges at være en succes.
se billeder her


Det var ganske enkelt en rigtig cirkusaften i ordets bedste betydning, da Deres udsendte tirsdag aften troppede op til cirkusforestilling på Gjerrild-Bønnerup Friskole. For første gang havde skolen kastet sig ud i sådan et arrangement, og der er en hel del der tyder på, at det heller ikke bliver den sidste. For dét, vi fik oplevet, var nemlig en særdeles festlig forestilling med underholdning i børnehøjde, samtidig med at den kunstneriske kvalitet var meget høj.
Vi fortalte forleden dag, hvorledes Cirkus Mascot er organiseret: Jess Deleuran er direktør, hans kone Marianne er også særdeles aktiv, og børnene Andreas og Daniel er også med i den flotte forestilling. En lille trup på 20 mand er de i år, og alle deltager de i hele arbejdet omkring opbygning og nedpakning af det 18 meter store telt med plads til 270 mennesker. Der var ikke mange tomme pladser – der var solgt 250 billetter, og alle nød den både flotte og poetiske forestilling.
Udover de fire familiemedlemmer, der alle optrådte på forskellige måder, bestod holdet i år af artister fra Østeuropa (Usbekistan og Tjekkiet), og det var virkelig folk, der kunne deres kram. Miss Maria optrådte med ringe i luften, der var den morsomme klovn Gulio, tempojongløren Zdenek, Tatyana med hula-hop-ringe og Primachenko optrådte i strapaten – alle var de særdeles dygtige.
Den lille cirkusfamilie var også med i forestillingen: Storebror Daniel optrådte både med et rola-rola nummer og med at jonglere på slap line, mens lille Andreas havde et herligt nummer som ”stærk mand”. Mor Marianne lavede flotte ting med små puddelhunde, mens far Jess Deleuran viste flotte ting med en lille flok shetlandsponyer.
Cirkusorkesteret var et nummer for sig: den normale stab af musikere, der jo ellers er én af de store fornøjelser ved at gå i cirkus, var afløst af en polak, der spillede på en masse forskellige keyboards med præ-indspillede ting – og det var faktisk overraskende flot at høre på – og timingen mellem ham og hele showet var i absolut topklasse!
Til jer, der ikke var med og således gik glip af en virkelig hyggelig aften i Gjerrild, kan vi da fortælle, at skoleleder Bjarne Kristensen allerede så småt pusler med tanken om at gentage successen til næste år.

Kilde:

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam