Vi fortsætter ufortrødent vores serie med debatindlæg vedrørende Strukturreformen. Vi forsøger at få de mange problematikker angrebet fra så mange sider som muligt, og i dag er det en Venstre-mand fra Langå, som snakker godt for at gå over til kun at have 2 administrative lag i samfundet – altså en afskaffelse af amterne og betydeligt tungere opgaver til færre og større kommuner. Han skriver:
”Som overskriften antyder, så går jeg ind for, at der kun skal være to led i den offentlige struktur fremover. To demokratisk valgte led med skatteudskrivningsret.
Jeg mener, at der er tale om en nødvendig forenkling af den offentlige sektor, hvor der stadig foregår dobbeltarbejde vedrørende samme opgave i kommune og amt og formentlig også mellem amt og stat. Det skal vi væk fra.
Her kan der ligge muligheder for rene økonomiske rationaliseringsgevinster, men også for, at borgerne kan få en hurtigere sagsbehandling, når der kun er ét led, der skal behandle sagen.
Amternes opgaver skal deles mellem stat og kommuner med hovedparten til kommunerne – nemlig alt det borgervendte. Borgerne skal kun have ét sted at henvende sig, når det drejer sig om offentlig service – hos kommunerne. Det betyder også, at der er opgaver, der kan flyttes fra staten til kommunerne.
Kommunernes Landsforening er kommet med en glimrende analyse/forslag vedrørende et énstrenget arbejdsmarkedssystem, sundhedsområdet, socialområdet og vidtgående specialundervisning.
Det helt store problem er sygehusområdet, men også psykiatrien og de helt specielle opgaver inden for undervisning og socialområdet.
Hér mener jeg, at opgaven skal løses efter entrepenørmodellen, hvor det er borgernes kommune, der betaler, og opgaven løses enten af en anden kommune, en selvejende institution eller af private.
Jeg mener, sygehusene skal være selvejende institutioner med folkevalgte fra kommunerne i bestyrelserne.
Sygehusene finansieres via et mindre fast bidrag fra kommunerne, der påregner at lade sine borgere behandle på sygehusene i området, og derudover betales der for de ydelser, som borgerne får på sygehusene.
Det betyder også, at hvis sygehusene i eget område ikke leverer den rigtige kvalitet til tiden og til prisen, ja så kan borgerne tage på sygehuse i andre dele af landet – og pengene følger borgeren. I denne model vil de få og små private hospitaler også få deres plads. Det er vigtigt, at både borgere og kommuner på dén måde får mulighed for at ”stemme med fødderne”.
Jeg véd, at den skitserede model vil betyde sammenlægning af kommuner til større enheder. Jeg kan ikke vurdere, hvor store kommunerne skal være, for at de kan løse de mere specialiserede opgaver.
Nogle mener, at et mindre antal kommuner betyder et mindre antal kommunalpolitikere og amtspolitikere, og at det betyder mindre demokrati for borgerne, ligesom det nære samfund i de små kommuner vil gå tabt.
Jeg er ikke enig. Jeg tror ikke, man kan tale om mindre demokrati i de større kommuner, og med hensyn til amterne så tror jeg, de spiller en minimal rolle i forhold til borgernes opfattelse af, at de lever i et demokrati. Hvis man forestillede sig, at valg til amterne ikke fandt sted på samme dag som til kommunerne, så tror jeg, man ville se på stemmeprocenten, hvor stor en rolle amterne spiller i borgernes demokratiske bevidsthed. Jeg tror, stemmeprocenten ville blive lav.
Med hensyn til det nære samfund så tror jeg heller ikke, at dette begreb for borgerne er identisk med de nuværende små kommuner. Nej, det er noget langt mindre – nærmest de gamle sognekommuner fra før 1970. Det nære samfund vil bestå på samme vilkår også i en større kommune. Også de nuværende kommuner er hovedsageligt et serviceorgan – ikke noget, man følelsesmæssigt har tætte relationer til, som de fleste har til det nære samfund – landsbyen/lokalområdet, hvor man bor og lever med alt, hvad det indebærer.
Jeg er lidt bekymret over, at det hovedsageligt er folk, der beklæder poste i de nuværende kommuner og amter, der er imod ændringer på området.
Jeg synes, at vi som kommunal- og amtspolitikere skal passe på, at vi ikke kommer til at fremstå som taburetklæbere, men også er i stand til at foretage ændringer, der også har virkning for os selv.”
Skrevet af Venstre-byrådsmedlem i Langå Kommune, Hans N. Kortbek, i Randers Amtsavis tirsdag d. 18. november
Kilde:
rex