I forbindelse med den igangværende debat mellem ”præsteinitiativets” folk og flere læsere fremførte en Venstre-mand fra Randers forleden, at det måske er for at lokke flere folk i kirken, at præsterne har valgt at stå frem med deres synspunkter. Dette afviser én af stifterne på det kraftigste i det følgende indlæg:
Arne Erikslev, kandidat for Venstre ved kommunalvalget, har bedt mig om en redegørelse for, hvordan præster kan gøre det kristne budskab tillokkende for medlemmer af Folkekirken.
Nu har ordet ”tillokkende” i mine – og de fleste præsters – ører en ubehagelig klang af manipulation og leflen, men jeg vil da gerne forsøge mig.
Går man alvorligt ind i dén diskussion, er der nogle facts, der skal frem.
Først de religions-sociologiske: Vi lever i et gennem-sekulariseret samfund, og vore normer er ikke båret af det åndelige. Penge, ikke den kristne tro, er den altoverskyggende faktor.
Menneskers mødested er arbejdspladsen, skolen, sportsklubben, indkøbscentret, grill-baren – og ikke kirken. Det kan præster og menighedsråds-medlemmer beklage, men sådan er det nu engang.
Men det er ikke den væsentligste grund. Årsagen ligger i selve budskabets karakter.
Anden juledags evangelium ville have oplyst Arne Erikslev om dette: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor….” Ikke spor tillokkende, vel? Men det er altså evangeliets tale!
Det er en spænding mellem dét forhold, at evangeliet – det glade budskab – er det mest vidunderlige: Guds kærlighed til alle mennesker – og samtidig kaster det sit afslørende lys nedover os. Det siger os sandheden. Jesus siger selv: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Og sandheden, véd vi, er ilde hørt. Det siger ikke blot ordsproget, men al erfaring.
Og hvordan gik det så ham, der med sit ord og sit liv forkyndte sandheden? Menneskeligt set ilde! Han blev slået ihjel som en forbryder. På et kors, en langsom og pinefuld torturdød, der derfor kun brugtes mod ikke-romerske statsborgere. Ikke spor tillokkende.
I evangeliet anden juledag siger Jesus så oven i købet: ”Dén, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”. Heller ikke spor tillokkende!
Evangeliet om Guds uforbeholdne kærlighed og tilgivelse er vidunderligt for alle dem, der har brug for det. For sørgende, syge, fattige, elendige – og alle dem, der simpelthen ikke kan leve uden, men må høre det igen og igen, søndag efter søndag. For mennesker, der trænger til at få sagt sandheden om deres liv, fordi det giver dem et spark i den rigtige retning.
Men for alle dem, der i grunden mener, der klarer det udmærket selv og ikke har brug for Guds tilgivelse – og slet ikke har brug for at få kastet evangeliets skarpe lys ned over deres liv med alle de mørke skygger, der måtte være – ja, for dem er det kristne budskab ikke tillokkende.
Vi præster er gennem vores præsteløfte forpligtet på at forkynde Guds Ord rent og purt, men vi skal ikke – ja, vi
må ikke – gøre det ”tillokkende”.
Hvis Arne Erikslev skal have ordene efterprøvet, vil jeg foreslå ham at gå til gudstjeneste hver søndag et år eller to. Så vil han aldrig mere spørge sådan. Måske er han i stedet blevet én af dem, der ikke kan leve uden at høre Guds Ord forkyndt rent og purt (og altså sandt) mindst én gang om ugen. Dén, som har øren at høre med, kan høre.”
Kilde: Skrevet af medstifter af ”Præsteinitiativet” og sognepræst i Udbyneder-Kastbjerg pastorat, Bodil Hindsholm Hansen fra Havndal, i Randers Amtsavis d. 7. januar
rex
05/05 2023
