I den efterhånden lange række af indlæg, vendt mod Bertel Haarders skolepolitik, bringer vi i dag ét fra en nordenfjords socialdemokrat, som mener, ministeren retter skytset de forkerte steder hen, når det drejer sig om kvaliteten af folkeskolen. Han skriver:
”Det smager lidt for meget af hykleri, når undervisningsministeren nu føler sig kaldet til at råbe vagt i gevær i forhold til det kommunale selvstyre og folkeskolen.
”Nu må skolebestyrelserne tage sig sammen og skabe bedre resultater, ellers får vi en statsstyret folkeskole”, hedder det i ministerens udmelding. Altså sagt på en lidt anden måde: Hvis bestyrelserne ikke kan finde ud af at få folkeskolen til at skabe bedre resultater, så skal han som minister nok klare paragrafferne.
Tankegangen, der ligger bag udtalelsen, minder desværre om endnu en undervisningsminister, som tror, at den bedste udsigt til folkeskolen fås fra Frederiksholms Kanal 21. Men den bedste udsigt og indsigt fås ved at turde bevæge sig ud i den danske skoleverden og se, hvad der rører sig.
Ministeren ønsker sig en bedre folkeskole, og ønsket om bedre resultater og dermed dygtigere elever deles uden tvivl af lærerne, skolelederne, forældrene og helt sikkert også af eleverne. Men vejen til en bedre folkeskole bliver ikke kortere af at kræve, at skolebestyrelserne tager deres arbejde alvorligt.
Det er min oplevelse, at skolebestyrelserne knokler for at sætte sig ind i virksomhedens forskellige facetter, men der går faktisk meget lang tid med at få skabt en grundlæggende viden om, hvad der er bestyrelsernes rolle og kompetencer. Måske kunne vi begynde lige dér og give netop skolebestyrelserne væsentligt bedre vilkår, så de hurtigere bliver rustede til at være med til at løfte den store opgave, det er at gøre folkeskolen endnu bedre.
Der er, som jeg ser det, en række forskellige mekanismer, der kan bruges i jagten på en bedre folkeskole.
Vi har jo en veludviklet tradition for at skyde på lærerne, og mit formål hér er ikke at frede lærerstanden, men i stedet for at skyde på lærerne kunne vi jo stille spørgsmålet: Hvad skal der til for at dygtiggøre lærerne generelt? Svaret er faktisk ganske enkelt – det handler om effektiv og målrettet efteruddannelse.
En anden særdeles vigtig ”nøgle” hedder forældreansvar og –opbakning. Det er altså ikke kun skolens opgave at sikre, at eleverne opnår gode resultater – det er et fælles projekt, hvor en positiv og afklaret holdning til bl.a. hjemmearbejde, madpakker, sengetid, fritidsarbejde og fællesskab er helt afgørende.
Nu er låsen til en bedre folkeskole jo temmelig stor, og vi undgår ikke at røre ved den politiske nøgle. Det er altså ikke nok at omskrive folkeskolens formålsparagraf og ønske mere faglighed – der skal lidt mere til. Jeg er stor tilhænger af øget fokus på faglighed, men det er vigtigt, at vi ikke glemmer, at eleverne også kan ”tænke og tale”, når de forlader skolen. Og med fødderne solidt plantet i en hastigt voksende evalueringskultur opstår spørgsmålet: Hvordan er det nu, vi måler, om der kommer hele mennesker ud af skolen?
På det lokalpolitiske plan er det vigtigt, at skolebestyrelserne får mere indflydelse på deres egen ”virksomhed”. Det er eksempelvis ikke helt nok at lade skolebestyrelserne tage medansvar for nedskæringer på lejrture og skolefester. Hvis Folketinget har tillid til det kommunalpolitiske selvstyre, er det vel ikke for meget at forvente, at det kommunalpolitiske selvstyre – altså byrådet – har tillid til skolebestyrelserne.
Og så er vi vel ved at være tilbage ved begyndelsen, nemlig at undervisningsministeren mener, at selvstyret i skolerne er truet. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke den største trussel mod skolernes selvstyre i virkeligheden kommer fra politikerne.”
Kilde: Skrevet af S-folketingskandidat Lars Bang fra Spentrup i Randers Amtsavis d. 28. februar
rex
05/05 2023
