Bestyrelsen for Grenaa Havn A/S er i den senere tid i de lokale medier blevet kritiseret af Dansk Industris regionalforening i Randers-Norddjurs ved formand Søren Fischer for ikke at følge DI’s ønske om at indstille Poul Petersen, adm.direktør for Thorfisk A/S, til bestyrelsen for Grenaa Havn A/S.
Ved samme lejlighed kritiserer Søren Fischer bestyrelsen for at have et fjernt forhold til sine kunder.
Som borgmester repræsenterer jeg Grenaa Kommune (ejeren) i havnens bestyrelse, og jeg finder kritikken helt uforståelig, og vil i denne pressemeddelelse redegøre for min afvisning af kritikken fra DI.
Grenaa Havn blev omdannet til et aktieselskab for godt 5 år siden med Grenaa Kommune som eneejer. Ved denne lejlighed besluttede et enigt byråd, at havnens bestyrelse skal bestå af 7 personer, hvoraf de 3 vælges efter indstilling af Grenaa Byråd - 2 personer vælges af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling af 1 kandidat fra LO og 1 kandidat fra DA/DI - og de 2 resterende bestyrelsemedlemmer vælges af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling af 2 kandidater med havne- og/eller forretningsmæssig indsigt.
Grenaa Byråd besluttede, at vedtægterne også skulle indeholde en habilitetsbestemmelse om, at de foreslåede kandidater til bestyrelsen ikke må tilhøre virksomheder eller organisationer, hvor der kan opstå en interessekonflikt i relation til Grenaa Havn. Disse bestemmelser var fremadrettede og i øvrigt i god overensstemmelse med anbefalingerne fra det såkaldte Nørby-udvalg om god selskabsledelse.
Dansk Industri har gennem flere år beklædt den ene bestyrelsespost med kandidater, som på kvalificeret vis har bidraget professionelt i bestyrelsesarbejdet. Dette gælder også for Dansk Industris nuværende repræsentant gennem de sidste 2 år, Finn Dyrbye, som til daglig er indkøbschef for SCA Region Nordic. Men for et par måneder siden meddelte DI, at man ønskede at udskifte Finn Dyrbye med Poul Petersen, som er adm. direktør for Thorfisk A/S i Grenaa. Beslutningen om at udskifte Finn Dyrbye er beklagelig, men naturligvis respekteres, at det er op til DI at træffe en sådan beslutning. Bestyrelsen måtte dog meddele DI, at Poul Petersen ikke er valgbar under henvisning til vedtægterne, der klart foreskriver, at en kandidat ikke må tilhøre en virksomhed på havnen. Naturligvis kan en bestyrelse ikke handle imod de vedtægter, som Grenaa Byråd har vedtaget i 2001.
Parterne afholdt et møde om sagen den 26. januar i år, hvor det kom frem, at man var utilfreds med en række dispositioner på havnen, som handlede om, at en fødevarevirksomhed som Thorfisk følte sig generet af de nye typer virksomheder, som havnen havde tiltrukket. Der blev henvist til larm og svineri fra træflis-aktiviteter, olie- kul- og skrotvirksomheder. Her er vi nok fremme ved sagens kerne. Grenaa bys nordøstlige industriarealer har i de sidste 3 årtier i såvel region- som kommuneplanen været udpeget som område for placering af virksomheder med særlige beliggenhedskrav (tung industri). Da Grenaa Havn blev omdannet til aktieselskab blev ca. 12 ha af de nævnte arealer overdraget til havnen fra Grenaa Kommune.
Det var byrådets ønske, at Grenaa Havn fremover skulle arbejde for at gøre dette areal aktivt. Dette sammen med havnens 2 sidste udvidelser kan i allerhøjeste grad medvirke til en fornuftig arealdisponering således, at den tunge industri på sigt bliver adskilt fra de lettere industri- og fødevarevirksomheder på havnen.
De tidligere omtalte vedtægter viser sig netop i denne sag at være meget relevante og nyttige. Naturligvis skal brugere med særinteresser ikke sidde i havnens bestyrelse. Det vil være helt urimeligt overfor andre brugere på havnen, hvis de skal opleve, at der i Grenaa Havns bestyrelse er inhabile bestyrelsesmedlemmer, der måske varetager egne interesser. De mange forskellige interesser, der hersker blandt brugerne kræver netop en helt uvildig bestyrelse, som den vi har.
Det er disse synspunkter, som Søren Fischer finder angribelige - til trods for, at han i denne sag varetager Dansk Industris interesser. DI er i almindelighed kendt for at være en kompetent og respekteret organisation, der om nogen har bakket op om anbefalingerne i god ledelsesskik. Det kan også undre, at Søren Fischer, der påberåber sig, at han og andre i erhvervslivet bestræber sig på at skabe partnerskaber ved at have et åbent forhold til sine kunder. Med sin opførsel risikerer han at skade Grenaa Havn A/S, hvor DI gennem mange år har haft et bestyrelsesmedlem siddende. Det er en uforståelig opfattelse af partnerskab! DI og Søren Fischer har ikke en eneste gang forsøgt på at komme i kontakt med bestyrelsen eller ejeren af Grenaa Havn. Ikke en eneste gang har han eller DIs repræsentant fremført kritik.
Det falder mig meget for brystet, at Søren Fischer i pressen forsøger at sætte spørgsmålstegn ved henholdsvis Kenny Jensby’s og Jørgen Katholm’s habilitet. Til det kan jeg kun svare, at det er der ingenting om. Formanden for NRGi, Jørgen Katholm, har, som et professionelt bestyrelsesmedlem altid gør, gjort bestyrelsen opmærksom på, at NRGI’s interesser på Grenaa Havn vokser, og at han derfor på den kommende generalforsamling trækker sig fra bestyrelsen. Jørgen Katholm og Finn Dyrbye har i bestyrelsen været dygtige og konstruktive repræsentanter udpeget af DI. Med hensyn til formanden Kenny Jensby kan jeg oplyse, at han allerede nu, og forinden Uniscrap’s etablering på Grenaa Havn, er fratrådt stillingen som administrerende direktør for denne virksomhed. Kenny Jensby er på det sidste blevet ansat som erhvervschef i Holbæk Erhvervsråd. Holbæk Havn er ikke mere en erhvervshavn, idet den i de senere år er blevet omdannet til et fritids- og boligområde. Kenny Jensby har både som formand og før som bestyrelsesmedlem altid arbejdet dygtigt og professionelt for Grenaa Havn’s udvikling, og sammen med den øvrige bestyrelse på det grundlag, Grenaa Byråd har besluttet. Jeg finder også anledning til at udtrykke, at havnens bestyrelse er meget tilfreds med den professionelle indsats, som havnedirektør Henning Laursen og hans medarbejdere yder på havnen. Havnens direktør og bestyrelse er altid indstillet på at føre en ordentlig dialog med alle interessenter.
Til slut kan jeg oplyse, at dagen før sit i pressen omtalte møde med Grenaa Havneforum, sendte Søren Fischer et brev til havnens ledelse, hvori han meddeler, at DI ønsker at fastholde bestyrelsespladsen vakant, hvis ikke Poul Petersen kunne indvælges. Dagen efter mødet med Grenaa Havneforum sender han en pressemeddelelse til Aarhus Stiftstidende, hvor han smækker med døren, inden vi har nået at svare på hans brev. DI har nu selv sagt fra m.h.t. at være repræsenteret i havnens bestyrelse, og med Søren Fischers optræden er det vel til at forstå, at bestyrelsespladsen nu overgår til en anden arbejdsgiverorganisation, nemlig HTS-A (Handel, Transport og Serviceerhvervene), som er en naturlig samarbejdspartner for Grenaa Havn A/S.
Med venlig hilsen
Gert Schou
Borgmester for
Grenaa Kommune
Kilde: grenå bladet
charlotte