Amtsavisens omtale af en meget omtalt frifindelse af en mand i Randers for en kvindes voldtægtsanklage får i dag følgende kommentar med fra en Nørre Djurs-borger:
”Mandag 27. marts blev en mand fra Randers frikendt for voldtægt, hvilket i Amtsavisen den følgende dag fik overskriften: "Flertal i retten: Uskyldig julesex".
Overskriften var uheldig, fordi der ikke var dækning for den i artiklen. Samtidig var den krænkende, fordi den antydede, at det er helt i orden, at en mand har sex med en beruset kvinde, blot det foregår i forbindelse med en julefrokost.
Når manden blev frifundet, skyldtes det først og fremmest, at de fleste tilfælde af voldtægt er umådelig svære at bevise. Fordi påstand næsten altid står mod påstand, og fordi dansk retsvæsen bygger på det princip, at enhver tvivl skal komme den tiltalte til gode.
Dette princip er smukt og rigtigt, men det har den uheldige sidevirkning, at den anklagende part - kvinden - på en måde selv bliver dømt.
Derfor foreslog professor i strafferet, Vagn Greve, for nogen tid siden, at man indfører begrebet "uagtsom voldtægt" i straffelovens § 218.
En sådan uagtsom voldtægt vil blive straffet langt mildere end den voldtægt, som manden i Randers var tiltalt for, og som har en straframme på op til fire års fængsel.
Det giver to fordele.
Den ene er, at bevisførelsen bliver enklere, og at flere mænd derfor vil blive dømt.
Den anden er, at retssagerne vil blive mindre ydmygende for kvinderne, fordi forsvarerne ikke behøver være så aggressive, som de tit er under den nuværende lov.
Derfor vil det være lykkeligt, om Vagn Greves forslag bliver gennemført.”
   Â
   Â
SVAR:
    Randers Amtsavis tager ikke i sin journalistik stilling til, om en retssags udfald er krænkende eller ej. Den nævnte artikel var en objektiv beskrivelse af, hvad der skete i retten i den pågældende sag, og overskriften var fuldt ud dækkende for artiklens indhold.
    Chefredaktionen
Skrevet af Sven Skovmand,
forfatter,
Stendyssevej 56, Stenvad, i Randers Amtsavis d. 4. april
Kilde: Randers Amtsavis
sof