Hvad er det egentlig, vi snakker om, når vi taler om integration af de fremmede, spørger en mand fra Langå sig selv i det følgende:
”De seneste forlydender vil vide, at muslimers integration hæmmes af, at de fleste danskere ikke kender eller er ven med en muslim. Dét forekommer lidt hysterisk.
I Langå har vi fået vores tilmålte kvote af flygtninge og indvandrere. Dem kan vi møde rundt i byen, selv om de ikke er så mange.
De ser da ud til at være vældig flinke, men vi kan ikke se uden på dem, om de er muslimer, katolikker eller mere almindelige lutheranere. At vi ikke kender dem nærmere, skulle ikke være en hindring for integrationen. Måske færdes der også fynboer i byen, som vi ikke kender, men de har tilsyneladende ingen problemer med integrationen.
Det er nærliggende, at problemerne ligger i, at mange danskere forveksler integration med assimilation, mens nogle indvandrere forveksler det med kolonisation. Således forlanger nogle danskere, at nydanskere helt kasserer deres gamle normer og bliver helt som os, mens nogle indvandrere helt vil ændre vores samfund på samme måde, som de europæiske kolonimagter ændrede de afrikanske samfund i sin tid.
Nydanskere kan integrere sig i det danske samfund ved at skabe sig en levevej, så de kan forsørge deres familier. Vort arbejdsmarked er jo for tiden så rummeligt, at der er gode muligheder, og indvandrerne har et godt skudsmål som gode medarbejdere og arbejdskammerater.
En øget deltagelse af de fremmede i de danske foreninger og civilsamfundet i øvrigt vil også være positiv. Og så må de acceptere, at tro og religion i vores samfund er folks privatsag. Det var sådan, at danske udvandrere blev amerikanere.
Fynboer og indvandrere har dét til fælles, at de ikke helt forstÃ¥r den jyske lune, men det kan læres med god vilje.”
Skrevet af Arne Nielsen fra Langå i Randers Amtsavis d. 8. juni
Kilde: Randers Amtsavis
sof
05/05 2023
