Igennem de 17 år, jeg har været Socialdemokratiets repræsentant i Århus Amt har jeg haft et godt samarbejde med de forskellige politiske repræsentanter i de djurslandske kommuner, når diverse problemstillinger skulle løses. Der har altid været et godt kontaktnet opad i systemet, og denne kontakt gik for mit vedkommende videre til vores mand på tinge - Jan Petersen. Han har været den, der kunne bringe sagerne helt til tops, om det var nødvendigt. Nu har Jan meddelt, at han vil trække sig ved næste valg, og vi må i Socialdemokratiet ud og finde en ny kandidat.
Her står vi i den nye Djurslandskreds i den heldige situation, at ikke mindre end 5 værdige repræsentanter har meldt sig på banen, hvorfor en urafstemning bliver det, der bliver afgørende for, hvem der bliver afløseren for Jan. Nu er det 5 gode repræsentanter, der har meldt sig; men jeg vil gerne fremhæve én af dem - nemlig Leif Lahn Jensen fra Grenaa. Han er én af dem jeg har mødt, der virkelig brænder for den/de sager, han har taget op. Han har en god gennemslagskraft i forhandlingssituationer. Er som tillidsmand konfliktløseren, der bringer parterne sammen. Han er manden på gulvet, men også manden, der har begge ben på gulvet, og holder dem der. Jeg kender Leif, som en åben og lyttende person, der nemt får kontakt til den borger, han skal repræsentere.
Selvom han er den satte familiefar, har han ungdommens mod i sig. Den rette mand for Djursland at få på tinge.
|