I aviserne har der på det seneste været skrevet om, at blodbankerne mangler donorer for tiden, men det kommer ikke bag på akupunktørernes formand, som skriver:
”Praktiserende Akupunktører forstår godt, at blodbankerne kan få mangel på bloddonorer.
Vi ser nemlig mange bloddonorer, som har fået karantæne efter ikke-lægelig akupunkturbehandling. Blodbankerne giver konsekvent et halvt til et helt års karantæne til bloddonorer, der har fået akupunktur hos ét af vore 265 aktive medlemmer, og dét på trods af, at medlemmerne udelukkende anvender sterile éngangsnåle. Blodbankerne interesserer sig mærkværdigt nok ikke for, om der anvendes sterile éngangsnåle, men i stedet for, hvem der har ført nålene, idet akupunktur givet af en læge ingen karantæne udløser. Mange bloddonorer står uforstående over for denne praksis, og det gør Praktiserende Akupunktører også.
Sundhedsstyrelsen konkluderede allerede i januar 2000 i et notat fremsendt til sundhedsministeren, at man ”uden risiko for patienterne kan liberalisere de danske regler om akupunktur. Styrelsen har ikke i en årrække været præsenteret for en sag, hvor en patients helbred er bragt i fare, fordi nålene har været ført af en ikke-læge.”.”
Skrevet af Praktiserende Akupunktører`s formand Birte Nielsen i Randers Amtsavis mandag d. 30. juni
Kilde:
Rex