Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Om beviserne, der forsvandt

Krigen i Irak er slut, Saddam Hussein er sat fra magten, og hermed burde kritikken mod den danske deltagelse fra oppositionen vel egentlig være bragt til ophør. Det er den imidlertid ikke, og hér fremføres den af en socialdemokratisk folketingskandidat fra Randers-kanten:

”Krigen er slut, og der arbejdes nu ihærdigt på at få landet til at fungere igen. Med samme ihærdighed ledes der i øjeblikket efter de egentlige krigsbeviser - de nok så berømte masseødelæggelsesvåben. Flere tusinde eksperter har ledt og leder stadig efter krigens væsentligste argument, nemlig en lille rest af dét, som Bush kalder ”weapons of mass destruction”.

”Verdenssamfundet må give os mere tid,” siger Bush, som peger på, at det ikke er nemt at finde beviserne i et så stort land.
Det virker som lidt af et paradoks, at USA nu beder om det samme, som lederen af FN`s våbeninspektører, Hans Blix, bad om, før krigen blev indledt. Gang på gang bad Hans Blix USA om at være lidt mere tålmodig, lidt mere præcis og lidt mere detaljeret, når de påstod, at masseødelæggelsesvåbnene fandtes. USA fejede i foråret FN og dermed det internationale samfund af banen og mente at kende til den eneste sandhed om Irak.

Det kom der så en krig ud af. Hovedargumentet var dengang netop Saddam Husseins vilje til at anvende de føromtalte våben. Nu må vi naturligvis kræve, at USA leverer beviserne og lægger dem frem.

Men på samme måde, som det havde været helt fair og rigtigt at give Blix og våbeninspektører en ekstra chance, så er det efter min opfattelse også helt i orden at give USA lidt mere tid, for George Bush og USA véd jo godt, at det vil skabe en sikkerhedspolitisk problematisk situation af betydelige dimensioner, hvis USA ikke med solide beviser kan dokumentere krigen mod Irak. Der blev før invasionen talt meget om det folkeretslige perspektiv i, at en supermagt vælger at tilsidesætte FN og verdenssamfundet. Men hvad skal resten af verdenssamfundet gøre, når en supermagt vælger at gå sine egne veje?

Efter krigens afslutning er der bred enighed om, at det da er fint, at Saddam Hussein er fjernet fra magten. Men hvad er det for et sikkerhedspolitisk perspektiv, der er efterladt i hele regionen? Er der ryddet tilstrækkeligt op nu, eller er der andre lande, som kunne trænge til en hjælpende hånd? Hvad er det for et samfund, USA forsøger at etablere i Irak? Hvad er det for en økonomi, der skal komme ud af Iraks olie, og hvem skal have gavn af den? Hvad er den egentlige grund til, at USA stadig ikke vil acceptere at lade FN være den ”neutrale” administrator af nødhjælpsprogrammerne, som der er så hårdt brug for?

Svarene kan, hvis vi får dem, måske være med til at forklare krigen, men spørgsmålet er, om de kan retfærdiggøre den.
Det er muligt, at militære eksperter og analytikere er enige om, at tabene ved krigen i Irak har været minimale. Men hvis ”sandheden og troværdigheden” er blandt ofrene, så har skaderne været enorme.”

Skrevet af den socialdemokratiske folketingskandidat Lars Bang fra Spentrup i Randers Amtsavis mandag d. 30. juni


Kilde:

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam