DI i uhellig alliance I anledning af de i øjeblikket fastlåste overenskomstforhandlinger bringer vi i dag følgende opsang fra en fagforeningsformand fra Randers. Han angriber Dansk Industri for at støtte de forkerte i de igangværende forhandlinger:
”NÃ¥r direktørerne for nogle af de store industrivirksomheder siger nej til CO-I's krav om uddannelsesfonde forbeholdt medlemmerne, er der tale om ikke mindre end et opgør med den gode danske tradition for et samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter.
En høj organisationsprocent med en dertil hørende opbakning til de overenskomstbærende organisationer på både lønmodtager- og arbejdsgiverside er forudsætningen for dét velfungerende danske arbejdsmarked, der også beundres internationalt.
I dagligdagen foregår samarbejdet på landsplan og lokalt. Eksempelvis er det LO og DA, der udpeger repræsentanterne til det lokale beskæftigelsesråd, til erhvervsskolernes bestyrelse og de lokale uddannelsesudvalg. Både samfundet, virksomhederne og de ansatte nyder godt af partsamarbejdet, der også er den væsentligste forudsætning for megasuccésen "Den Danske Model".
Man behøver ikke at være særligt skarpsindig for at gennemskue, at industriens klare udmelding om, at der ikke reserveres specielle goder til de faglige organisationers kontingentbetalende medlemmer ved overenskomstforhandlingerne, er en direkte støtte til de kristelige og andre gratist-organisationer.
Hvis Dansk Industri af ideologiske hensyn vil udelukke de organiserede for nogle helt berettigede og fortjente goder, kan det stimulere svage sjæle på de enkelte arbejdspladser til at forlade fællesskabet.
Udover en lavere organisationsprocent, der kan betyde, at løn og ansættelsesforhold bliver en sag for Folketinget, kan DI's uhellige alliance med de gule, resultere i et arbejdsmarked med mindre partssamarbejde, mindre fleksibilitet, flere civile retssager og flere overenskomstaftaler på de enkelte arbejdspladser.
Er det virkelig dét, Dansk Industri ønsker?” Skrevet af Henrik Leth, Metal Randers, Skytten 118, Randers, i Randers Amtsavis d. 23. februar |