Foråret er over os
Vinteren har været utrolig lang, og enden på det hele blev et heftigt og uophørligt regnvejr, der ledte tanken hen på en ny regntid. Men langt om længe så lysner det. Havestolene blev stillet frem fra skjulet i takt med urene. Og hver morgen vækkes vi af fuglekvidder, og alt det der spirer og gror vokser ind i lyset, og eksploderer i et sandt farveorgie.
Byen byder sig til med de kæmpestore smukke blomsterkummer inde i centrum, og det nye lyskryds på Århusvej, står beredt til at tage imod turiststrømmen. Og bedst som vi troede, at cyklisterne fortsat skulle leve livet farligt på Fuglsangvej, så blev der anlagt en cykelsti. Tak for det! Det har længe været på ønskesedlen. Men der er også andre glade brugere der benytter stien, men vi vil altså gerne være fri for hestepærer der. Hvis man absolut skal have heste gående på Fuglsangvej, så kunne man evt. bruge grusstien mellem landevej og cykelsti som heste-sti.
Så endelig oprandt den 23. marts, forventningens dag-PS-3 dagen. Det var fredagen da Play Station3 ankom til Grenaa. Ud fra det 15-årige barnebarns synsvinkel var en lang vinters venten endelig slut. Det sure slid med aviserne i al slags vejr, kunne omveksles henne i banken i kroner og ører. Alle argumenter om et snarligt prisfald prellede af. Det drejer sig om at være først på aftrækkeren, blev jeg klog på.
De to krager udenfor fik også deres andel, og holdt fest med daggamle tørre snegle. Jeg ved ikke om vi er blevet bekendte, for når der rasles med posen, så lander de. Det er lidt af en forestilling hver gang, for kragerne bruger den samme procedure med at bløde delikatessen op i vandet, før de går til makronerne/sneglene!
Med venlig hilsen Jytte Madsen Sommerlyst 41 8500 Grenaa |