Tak til
 






  
05/05 2023

Konsekvenser af lukningen

Den anden er Niels Kjeldsen, og han skriver:

””Amterne har sandsynligvis fået nedlagt for mange senge”, kan man læse i aviserne. Men det har ”vi andre” jo vidst længe.
Efter lukninger/nedskæringer af 3 sygehuse i Århus Amt kommer det nu som en stor overraskelse for Carl Johan Rasmussen, amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen og sygehusledelsen i amtet, at der nu er yderligere overbelægning på de resterende sygehuse, og at man må bruge gange, opholdsstuer, undersøgelsesrum og badeværelser til ”opbevaring” af patienter. Og er det underligt? Man nedlægger mere end 100 sengepladser på Grenå Centralsygehus, og derefter tror man, at overbelægningen på amtets sygehuse forsvinder.
Men hellere overbelægning end bruge de tomme stuer på sygehusene i Grenå, Odder og på Samsø. For det ville jo være en grim kamel at sluge. Til forsvar sammenligner Flensted-Jensen i Jyllands Posten d. 24. januar spidsbelastningsperioder i januar 2004 med belægningsprocenten for første kvartal 2003 – altså før og efter sygehuslukningerne. Hvad er højest, Rundetårn eller et tordenskrald? Hvad med sammenlignelige tal? Men godt forsøgt, Flensted-Jensen.
Og Århus Amts sygehusdirektør, Leif Vestergård (én af hjernerne bag strategien for sygehuslukningerne) udtaler, ”at amtet bruger mange flere penge end andre amter på de medicinske patienter!!!”
Hvorfor mon det, når begrundelsen for lukningen af sygehusene var besparelser??? Og så lægeambulancen. Den kan vi vente på i hele og halve timer! Men det er måske noget gammelt romantisk sludder, at ”hurtig hjælp er dobbelt hjælp”? Selvfølgelig er lægeambulancen en god ting for Djursland, men det er vist kun amtspolitikere og sygehusstrateger, der for alvor mener, at en lægeambulance kan erstatte et centralsygehus!
Og mon ikke der snart kommer et folkekrav om varmestue og cykelkælder ved Randers Centralsygehus. Det er der behov for.
Efter henvisning fra lægevagten er det tilfældigt, om man kan komme ind på sygehuset. Men kender man personalets vagtplaner, kan man smyge sig ind ved vagtskifte. Det er jo rart, hvis man er så alvorligt syg, at man skal opereres straks næste dag. Der kunne evt. bygges et lille skur, hvor man kunne sidde og vente, indtil døren blev åbnet. Efter udskrivning risikerer man at blive sat på porten i natskjorte. Og det ville også være rart med en varmestue.
Hvis man efter et trafikuheld og undersøgelse bliver udskrevet med sit eget tøj og ingen penge har, må man selv sørge for hjemtransport, og da vil det være hensigtsmæssigt med en cykelkælder, hvor man kan låne. Der er jo immervæk næsten 60 kilometer fra Randers til Grenå.
På grund af alle de opståede problemer vil amtsborgmester Flensted-Jensen og Carl Johan Rasmussen nu nedsætte et udvalg for at klarlægge årsagerne til overbelægningen!!! Det er da vist ikke nødvendigt. Hvad med blot at spørge lidt rundt omkring og se på virkningerne af dét, man har sat i gang. Men det er måske godt med et ”sylteudvalg”? For så går dén tid jo!
Mon man, som tingene udvikler sig, kan håbe på en udskiftning af både amtsborgmesteren, sygehusudvalgsformanden og sygehusdirektøren, når amterne bliver nedlagt? Men det er måske for stort et ønske?
Håbet beskæmmer som bekendt ingen.”
Skrevet af Niels Kjeldsen fra Grenå i Grenå Bladet d. 3. februar

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam