Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Vedrørende akutplan for Region Midtjylland...

Vi har modtaget følgende åbne brev vedrørende den nye akutplan. Det åbne brev er stilet til medlemmerne af regionsrådet for Region Midtjylland:

Kære regionrådsmedlem. Jeg er praktiserende læge i Grenaa på Djursland. Det har jeg været i 12 år. Jeg er også borger i Norddjurs Kommune, og begge dele trives jeg vældig godt med.

Jeg har med interesse studeret den nye akutplan for Region Midtjylland og konstaterer, at intentionerne om høj ensartet kvalitet, sammenhængende patientforløb og effektiv udnyttelse af ressourcer uanset tid og sted er udmærkede. Planerne om at udskifte lægen i lægeambulancen med en behandlersygeplejerske og at nedskære skademodtagelsen på Grenaa Sygehus til 8-16 hverdage finder jeg dog i klar modstrid med disse intentioner.
Lægebilen på Djursland har fungeret i 3-4 år og har været en yderst velfungerende samarbejdspartner for almen praksis. Vi har fået kvalificeret hjælp til akut dårlige patienter, og vi har opnået en kvalificeret transportledsagelse af vores dårlige patienter, som vi ellers selv måtte medfølge. Retningslinierne fra Sundhedsstyrelsen i dag kræver lægeledsagelse af visse typer patienter bl.a. dårlige hjertepatienter, mistænkte blodpropper i hjerne og hjerte samt alvorligt syge patienter bl.a. børn med meningitis. Denne funktion har lægeambulancen kunnet hjælpe os med, samtidig som de har givet en højt kvalificerede behandling, som vi ikke er i stand til at give på alle punkter.
En ændring af lægeambulance til akutbil med specialuddannet sygeplejersker eller niveau 3 Falckreddere vil medføre, at den praktiserende læge/vagtlægen nødvendigvis må medfølge disse patientkategorier til sygehuset. Dette vil medføre ca. 2-3 timers fravær fra den daglige funktion i praksis med aflysning af de patienter, som måtte have bestilt tid og taget fri for at komme til læge. Eller at vagtlægen er fraværende fra det område, som han/hun dækker og dermed udtynding af akutberedskabet i øvrigt. Dvs. at tilgængeligheden for patienter i almen praksis forringes yderligere, og da dette jo også er et fokusområde for kvaliteten i sundhedssektoren, synes jeg, at det er vigtigt, det også tages med i betragtningerne.

Lægen i lægeambulancen kan:

1: Diagnosticere, behandle og hvis nødvendigt ledsage svært syge patienter til relevant sygehus.

2: afslutte behandling på stedet efter vurdering og behandling, hvilket er ressourcebesparende både på sygehusene og for det akutte beredskab på Djursland (især ambulancetransport)

3: død-forklare afdøde så de ikke skal transporteres til sygehus.

4: ledsage alvorligt syge patienter som kræver læge-ledsagelse i henhold til Sundhedsstyrelsens vejledninger.

En anden funktion som lægeambulancen har haft er akut lægehjælp til dårlige patienter på sengeafdelingen på Grenaa Sygehus. Denne funktion har han/hun haft i samarbejde med skadestuelægen på Grenaa Sygehus.

Planerne om at nedskære skadestuen i Grenaa til at fungere fra kl. 8.00-16.00 i stedet for som nu døgndækkende, vil have betydelige konsekvenser for sygehuset som helhed.
Dels er der en hel del patienter eftermiddag/aften og en meget dårlig transportmulighed til og fra Randers, som vil medføre en meget betydelig forringelse for vores borgere. Det er ofte ikke muligt at komme tilbage til Grenaa med offentlige transportmidler, og patienter som ikke er i stand til at køre, enten på grund af deres skade, deres alder eller deres tilstand i øvrigt vil således være afhængig af taxatransport eller medlemskab af Falck for at komme hjem igen. Konsekvensen vil sandsynligvis være, at også ganske små skader nødvendigvis må transporteres med akut Falck-transport til Randers Regionshospital for overhovedet at blive behandlet indenfor rimelig tid, dvs. også små sår-skader hos f.eks. et barn eller en ældre person skal transporteres over denne lange afstand med udtynding af akutberedskabet på ambulancesiden. Hvis man forestiller sig, at halvdelen af de skader, som er om aftenen og behandles på Grenaa Sygehus skal transporteres med ambulance, vil det betyde 3-4 ambulancekørsler hver aften. Hver af disse ambulancekørsler tager minimum 1 1/2 time forudsat, at de har noget med på tilbagevejen, ellers snakker vi om 2 1/2-3 timer pr. transport.

Skadestuelægen på Grenaa Sygehus har foruden funktionen på skadestuen også en funktion i forhold til opvågnings-afdelingen på Grenaa Sygehus. Den dagkirurgiske afdeling er afhængig af, at patienter er under overvågning under opvågningsfasen, og en fjernelse af skadelægen vil betyde, at muligheden for at operere op til 2-3 timer før den sidste læge går hjem bliver betydelig mindre.

Jeg forestiller mig ikke, at man ønsker at have opvågningspatienter på et sygehus uden lægelig bistand.

Vores svært syge og terminale patienter får for øjeblikket en god hjælp i blodtransfusioner på Grenaa Sygehus. Det drejer sig ofte om ældre eller alvorligt syge patienter, som har både svært ved den lange transport til Randers, men også har et stort behov for at være i nærheden af sine pårørende. Blodtransfusioner hos ældre og svagelige giver ind imellem hjerteproblemer, og der kan i disse situationer være behov for akut lægehjælp. Denne lægehjælp har lægeambulancen og skadelægen i samarbejde håndteret, men ved nedlæggelse af den ene og nedskæring af den anden, er det næppe forsvarligt med blodtransfusioner på Grenaa Sygehus.
Jeg har med ovenstående forsøgt at redegøre for, at de planlagte ændringer har meget store konsekvenser også uden for det præhospitale akutberedskab sådan som strukturen er strikket sammen i vores region.

Det skal også pointeres her til sidst, at Djursland er et udkantsområde, som har haft vanskeligt ved at rekruttere nye praktiserende læger. Vi arbejder aktivt på sagen, men en yderligere forringelse af vores præ-hospitale akutberedskab og yderligere belastning af den almene praktiserende læge i dag-tiden gør det ikke nemmere at tiltrække læger til området.

Med venlig hilsen
Anna Weibull
Praktiserende læge
Nytorv 6, Grenaa

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam