Tak til
 






  
05/05 2023

Regeringens elendige miljøindsats

Vi plejer egentlig ikke at bringe så gamle læserbreve som det følgende, men da det er et direkte indlæg i en løbende debat med Venstres folketingsmedlem for Djursland, Else Winther Andersen, og har hobet sig op i Redaktørens fravær, bringer vi det i dag:

”Jeg gætter på, at Venstres folketingsmedlem, Else Winther Andersen, har haft reprimanderne fra en vred og presset statsminister i frisk erindring ved læsningen af undertegnedes kritiske bedømmelse af regeringens miljøpolitik i Amtsavisen d. 17. februar. I alt fald fik læsere i lørdagsavisen et usædvanligt fantasifuldt skønmaleri af tilstanden i dansk miljøpolitik.
Man må forstå på Else Winther Andersen, at dansk miljøpolitik under borgerlig ledelse faktisk har det bedre end nogensinde tidligere. Mere natur, bedre beskyttelse af landskabet, bedre vandmiljø og masser af nye projekter. Regeringens opfattelse er åbenbart, at hvis der overhovedet findes tiloversblevne miljøproblemer, skyldes det kluntede forglemmelser af Svend Auken – som for øvrigt brugte et væld af penge til ingen verdens nytte.
Jeg overlader det trygt til læserne at fælde dom i dén sag.
Rent økonomisk er naturindsatsen under VK-regeringen skåret ned til sokkeholderne. Derfor koncentrerer regeringen sig om det helt minimale: at leve op til EU`s minimumskrav. Det betyder konkret, at man lader langt størstedelen af dansk natur i stikken. Og dét i en situation, hvor alle – også landbruget – har erkendt, at naturen har det værre end nogensinde tidligere.
Alene regeringens udspil til naturbeskyttelseslov viser med al tydelighed, at man ønsker at opdele Danmark i A- og B-natur. 7,5 procent, der er A-natur, som man ifølge de internationale forpligtelser skal passe på, og resten (92,5 procent) får lov til at sejle.
Regeringens mantra er: ”Mest miljø for pengene”. Problemet er bare, at der ikke er nogen penge tilbage. De sidste 14 års miljøbudget for Danmark viser, at den nuværende VK-regering ligger helt i bund, når det gælder indsatsen for dansk natur og miljø. Ikke siden 1990 har en regering brugt så få penge som den nuværende. Disse besparelser går hårdt ud over den danske natur – både fuglen, fisken og en fornuftig fremtid.
Eksempelvis er Miljøstyrelsen skåret så kraftigt, at den i 2007 vil være næsten halveret. Det går ud over dansk miljøpolitik, naturbeskyttelse og indsatsen for kemikalier og miljøfremmede stoffer. Det er tal, som Else Winther Andersen bliver nødt til at forholde sig til i skønmaleriet.
Tilbage står, at miljøet og naturen betaler prisen for VK-regeringens ideologiske felttog.
Det er i sig selv dybt ulykkeligt. Men det mest deprimerende er næsten mangelen på oprigtighed. Husk på, at SR-regeringens miljøpolitik blev gennemført af brede flertal. Før sidste valg sagde ingen noget om, at de ønskede en anden kurs. Inden næste valg skylder regeringen og Else Winther Andersen et svar på, hvor længe ødelæggelsen skal fortsætte.”
Skrevet af Socialdemokraternes miljøordfører, Torben Hansen fra Randers, i Randers Amtsavis d. 24. februar

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam