I forbindelse med de planer, der nu kan ses i dags- og ugepressen vedrørende ændringer ved Regionshospitalet Grenaa, virker det hele efterhånden meget forvirrende. En embedsmand, som helt sikkert blot har udført det arbejde, der er blevet ham pålagt, begrunder nedlæggelsen af de 20 sengepladser på sygehuset i Grenaa med, at man grundet lægemangel er nødt til at samle specialerne på få og større sygehuse. Der er, så vidt oplyst, ingen specialer - kun efterbehandlinger og pleje vedrørende sengepladserne i Grenaa. Og forestiller man sig, at det bliver lettere at fastholde det dygtige personale, der for nuværende arbejder på Grenaa Sygehus, indenfor sygehusvæsenet, hvis den fremtidige arbejdsplads bliver i Randers. Når regionsformand Bent Hansen refereres for at sige: »Det skal spares sengepladser, i Grenaa eller andre steder«. Hvordan rimer det så med, at der skal bygges til sygehuset i Randers for mange mio. kroner for at skaffe plads til de 20 sengepladser, man vil fjerne i Grenaa. Eller er problemet i bund og grund det, at man finder det helt naturligt, at borgere i den østligste del af regionen skal ligge til pleje og efterbehandling i Randers eller Århus.
Det virker sådan - men er det rimeligt?
Med venlig hilsen
Morten Nielsen
Ældre Sagen
i Nørre Djurs
Kilde: Grenaa Bladet
sof