Hér kan du læse en munter beretning om en families blandede oplevelser med en nyindkøbt GPS med heraf følgende forsinket julefrokost:
”Efter en fantastisk tur i store dele af USA i lejet bil det meste af november mÃ¥ned havde vi stor glæde af en GPS. Hun blev hurtigt døbt Sweet Carolina og var noget af det behageligste at høre pÃ¥.
Hun beherskede syv sprog, og efter nogen behandling med hende fandt hun frem til det danske sprog. Et kvindeligt geni med den blødeste venligste stemme, jeg nogensinde har hørt.
Dét at køre på en seks-sporet motorvej gennem San Francisco var en sand lise for sjælen.
Hun var fuldstændig opdateret, kendte enhver énsrettet vej og sagde til i god tid, når der skulle være vejbaneskift.
Nu er det sådan i vores familie, at det altid har været mig, der var kortholder, når turen gik mod sydens sol i Frankrig, og jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg ikke altid har haft tjek på afkørsler, hvilket har afstedkommet heftige diskussioner, hvor vi næsten har nærmet os skilsmisse-punktet, og min stemme har ikke været blid, dét skal jeg være den første til at indrømme. Men gift dét er vi altså endnu, muligvis fordi turen de seneste par år er gået sydpå med fly.
December nærmede sig, og hvad giver man en midaldrende ægtefælle? Jo, naturligvis en GPS.
Juledag skulle den afprøves. Der var julefrokost hos datter og svigersøn i Auning – 34 km i nordlig retning.
Efter at have tilbragt 17 minutter i indkørslen var den indstillet pÃ¥ dansk og køreklar, og ud af indkørslen kom vi. Første besked var ”drej til venstre” med en stemme, der var sÃ¥ kommanderende, at jeg frygtede næste melding.
Stemmen fortsatte, ”kør lige ud” – ja, selvfølgelig skulle vi da dét, der var jo ingen sidevej at køre ind ad.
Så kom vi i problemer, stemmen sagde, vi skulle foretage en u-vending på Grenåvej og køre stik syd.
Jeg blev temmelig irriteret – hvad bilder den sig ind, Auning ligger da ikke stik syd for Ã…rhus, men den fik lov at fÃ¥ styringen med dét argument fra sidemanden, at den nok kendte en nemmere og kortere tur.
Men efter et kvarters kørsel måtte han give mig ret, motorvejen mod syd nærmede sig, og maskinen var stædig og holdt ved sit.
Jeg fattede mobilen og ringede til Auning, hvor jeg fik beroliget familien med, at der ikke var sket en ulykke. Bilen blev vendt, og vi kørte mod nord, og det gik rigtig godt de første 18 km, og jeg kunne fortælle sidemanden, at byen jo lå, hvor den plejede.
Lige før Auning ligger der en lille by ved navn Ring, som man passerer inden målet på Gjesingvej i Auning. Pludselig kommer en oplysning på maskinens fladskærm: Om 300 m er der et spisested forude. Byen Ring består af fem huse!
Diskussionen tog til igen. Der måtte jo være et spisested, når det var vist på skærmen, og sidemanden mente, at det kunne være rigtig hyggeligt en dag at spise frokost i Ring!
Jamen altsÃ¥…., du kan da se, at der ikke er skyggen af spisested hér pÃ¥ Lars Tyndskids Mark tre kilometer før Auning! Han indrømmede, at maskinen nok havde taget fejl.
Det tog en time og tre kvarter at køre de 35 kilometer til julefrokost i Auning med kold leverpostej som følge.
Hvordan vi kom hjem, skal jeg nok skÃ¥ne læseren for.”
Skrevet af Birgitte Poulsen fra Risskov i Randers Amtsavis d. 31. januar
Kilde: Randers Amtsavis
sof
05/05 2023
