I Stiften var der forleden en artikel, der omhandlede utilfredshed hos nogle med tilstandsrapporterne, fordi de mener, der finder en sammenblanding af interesser sted ved udarbejdelsen. I det følgende melder formanden for de bygningssagkyndige ”hus forbi”:
”Det er frivilligt at fÃ¥ lavet en tilstandsrapport for sit hus, nÃ¥r det skal sælges. Alligevel vælger flere end 95% af alle husejere at betale flere tusind kroner for en tilstandsrapport, nÃ¥r tiden er kommet til at flytte.
Hvorfor gør de dét, hvis de ingen tillid har til de bygningssagkyndige og til rapporterne, sådan som det hævdes i dele af pressen?
Da Århus Stiftstidende tog temaet op igen lørdag d. 26. januar, blev velkendte påstande fra en lille gruppe svorne kritikere af huseftersynsordningen genfremført.
Hvor var den kritiske journalistik henne? Vi blev som branchens forening ikke kontaktet af Århus Stiftstidende og var derfor uden mulighed for at sætte tingene i perspektiv.
Men lad mig slå fast, at vi godt er klar over, at bygningssagkyndige begår fejl. I en ordning baseret på faglige skøn og stikprøvevis gennemgang af husene må der nødvendigvis optræde fejl.
Enhver fejl begået af en bygningssagkyndig er beklagelig. Dét skyldes ikke mindst, at de altid berører privatpersoner, og at de ofte indebærer store omkostninger.
Derfor er forbrugeren også beskyttet gennem forsikringsordninger, der sikrer, at det aldrig bliver forbrugeren, som kommer økonomisk i klemme.
Stiftstidende lægger spalter til, at Gert Munk Petersen kan genfremsætte sine synspunkter om, at bygningssagkyndige laver for mange tilstandsrapporter, at de sjusker, og at rapporterne bestilles gennem ejendomsmæglere og dermed kan være farvede af ønsker om ”salgbare” huse.
Jeg er sikker på, at alle tre forhold forekommer i et marked, hvor der udføres 80.000 tilstandsrapporter om året. Men Erhvervs- og Byggestyrelsen, Dansk Ejendomsmæglerforening og de bygningssagkyndiges egen forening, BfBE, har tilliden til tilstandsrapporterne højt på dagsordenen og følger op på eksemplerne. Hvis Gert Munk Petersen kender til omgåelse af reglerne, er det helt enkelt kritisabelt, at han ikke anmelder forholdet.
Formanden for Danske Boligadvokater, Henrik Høpner, citeres for mange kraftfulde holdninger til huseftersynsordningen. Det er påfaldende, så kritisk Henrik Høpner er i pressen, og så sjældent han har tid til at medvirke til at ændre forholdene.
Henrik Høpner er inviteret med i et udvalgsarbejde i Justitsministeriet, hvor alle parter ser på forbedringsmulighederne i huseftersynsordningen, men vi må undvære Henrik Høpners indspil i langt de fleste møder i udvalget.
Dermed har vi også i udvalget til gode at høre argumentationen for, at han ifølge Stiftstidende vil fjerne konkurrencen blandt de bygningssagkyndige. Jeg vælger dog at tro, at Henrik Høpner kender huseftersynsordningen godt nok til, at han faktisk taler mod bedre vidende, når han påstår, at der ikke er taget hånd om interessesammenfald i ordningen.
Til slut minder Gert Munk Petersen os endnu engang om Realdanias undersøgelse fra 2005, der viste, at 16% af modtagerne af tilstandsrapporter er utilfredse og overvejer at klage.
Og igen undlod Gert Munk Petersen at nævne, at årsagen til forbrugernes utilfredshed helt overvejende skyldes, at de ikke godt nok har forstået, hvad en tilstandsrapport er, og dermed forventer noget andet, end reglerne giver dem mulighed for at få.
Til slut bør Realdanias hovedkonklusion nævnes: Otte ud af ti forbrugere har høj tillid til tilstandsrapporterne og finder dem lette at forstÃ¥.”
Skrevet af direktør for Brancheforeningen for Bygningssagkyndige og Energikonsulenter, Torben Kaas fra København, i Århus Stiftstidende d. 3. februar
Kilde: Aarhus Stiftstidende
sof