Ældresagen i Norddjurs tager skarp afstand mod lukningen af Høreklinikken på Regionshospitalet i Grenaa, som er kommet i farezonen, idet der er fremkommet et forslag om at lukke den. Sparekniven på Regionshospitalet er nu atter i gang. Besparelserne kan Ældresagen ikke få øje på, da transportomkostningerne ved, at brugerne skal transporteres til Aarhus, bliver ganske store. Skulle det ulykkelige ske, vil det bevirke, at patientservicen bliver betydelig forringet.
Hvad bliver der af nærhedsprincippet og de menneskelige hensyn, som politikerne ønskede, da audiologisk klinik blev oprettet i Grenaa. Ligeledes betyder det opslidende lange transporttider og ventetider for gamle, svagelige brugere, og i sidste instans vil mange brugere med høreproblemer forblive ubehandlede, fordi der opgives på forhånd - med derved en dårligere livskvalitet til følge.
Vi håber, at indstillingen til lukning af klinikken bliver taget op til fornyet overvejelse, og vi kan sige til borgerne, at høreklinikken på Regionshospitalet i Grenaa stadig eksisterer.
På vegne af 4.500 medlemmer af Ældresagen i Norddjurs Kommune:
Kirsten Katholm Ravn
Formand for Ældresagens
koordinationsudvalg i
Norddjurs Kommune
Kilde: Grenaa Bladet
sof