Venstres energiordfører fortæller hér om regeringens nyligt vedtagne indsats for at spare på elforbruget ved bl.a. at begrænse standby-forbruget på både kontor- og hjemme-apparater. Han skriver:
”Vi danskere er generelt meget energibevidste mennesker. Gennem tre årtier med økonomisk fremgang er vores samlede energiforbrug ikke steget.
Dette skyldes en kombination af politiske initiativer, en målrettet indsats af virksomhederne og stor bevidsthed om forbruget, når vi anvender energi privat. Udviklingen har vist, at alle er parate til at gøre en indsats, når blot vi er informeret.
Oftest er der da også tale om, at energibesparelserne er snusfornuftige, både i et samfundsøkonomisk og privatøkonomisk perspektiv.
Men der er stadigvæk områder, hvor markedet ikke er helt gennemsigtigt.
Det betyder, at vi fortsat køber apparater, der ikke er energieffektive. Dette gælder især kontorudstyr som computere, printere og fax-maskiner samt fjernsyn og stereo-anlæg.
Hvis man tænker på, hvor mange af disse apparater der står på et almindeligt teenage-værelse eller kontor, begynder man at få et indtryk af problemets omfang.
Det største problem er, at apparaterne har et højt standby-forbrug, når de ikke anvendes. Denne del af vores el-forbrug er steget væsentligt gennem de senere år. Det skønnes, at 10% af husholdningernes elforbrug og helt op mod 40% af kontorarbejdspladsernes elforbrug alene skyldes standby-funktionerne.
Derfor har regeringen præsenteret en standby-handlingsplan, som skal gennemføres fra 2004 og frem mod 2010.
Målsætningen er, at standby-forbruget for alle nye produkter på markedet skal bringes under én Watt.
Denne målsætning vil fra 2015, når de nye energieffektive produkter er blevet udbredte, betyde en årlig energibesparelse på mindst 1,1 TWh, svarende til ikke mindre end 1,5 mia. kr. Regeringens handlingsplan har tre hovedindsatsområder.
Først og fremmest skal forbrugerne have fuld information om de produkter, de køber.
Til dette formål introduceres et nyt fælles lavenergimærke, der skal være letgenkendeligt og også omfatte produkternes standby-forbrug.
Anden del omfatter en forstærket indsats i den offentlige indkøbsservice. Fremover skal det offentlige kun indkøbe produkter, der har et lavt standby-forbrug.
Tredje del af indsatsen foregår på fælleseuropæisk plan, hvor regeringen vil arbejde på, at de danske initiativer videreføres.
Det vil bl.a. sige, at der arbejdes for et fælles europæisk lavenergimærke, hvilket vil lægge yderligere pres på producenterne af produkter med et højt standby-forbrug.
Ved at gennemføre snusfornuftige energibesparelser, der gavner både miljøet og pengepungen, markerer vi endnu engang vores vilje til at gå forrest på det energipolitiske område.”
Skrevet af Venstres energipolitiske ordfører, Kim Andersen, i Randers Amtsavis
Kilde: Kim Andersen
Randers Amtsavis