Man skal helst være en dreven rotte for at kunne begå sig, jo større et sygehus er, siger en århusianer i det følgende:
”At lukke vores sygehuse i Århus er under al kritik - galt nok med dét, der er sket i oplandet.
De mennesker, der er indlagt, har meget brug/behov for besøg og nærvær. Hvordan skal det klares for gæster, ældre, rejsende og besøgende at indfri dét i Skejby?
Både transporten og dét at begå sig på Skejby Sygehus er en opgave for øvede – selv med bil er det en opgave. Indenfor er man på Herrens mark.
For fem år siden havde jeg min daglige gang på Onkologisk Afdeling på Amtssygehuset. Det var over to år – og dagligt i fire måneder. Det var meget drøjt, men skulle det have været på Skejby, var jeg selv død af det. Det er alt for stort, og dermed mangles nærheden; man bliver bange.
Jeg kender godt Skejby Sygehus – der kom vi jo også meget – også på Kommunehospitalet. Vi blev behandlet godt, men jeg var bange, hver gang jeg skulle fragte min mand dertil, og det var han også. Det er så stort og opslugende.
I, som bestemmer, tænk jer godt om! Tænk også på de pårørende – de kan ikke undværes og slet ikke til kræftpatienter.”
Skrevet af Lilly Ponsgaard fra Beder i Århus Stiftstidende d. 29. august
Kilde: Århus Stiftstidende
Rex