Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: De Kristne og 24-års reglen

En af de mest omdiskuterede ting i det danske samfund lige i øjeblikket er, hvordan man bedst forhindrer tvangsægteskaber. Det har Kristendemokraternes formand følgende kommentar til:


”Unge og nyforelskede vil gerne være sammen hele tiden. Livet leves på en lyserød sky. Men når hverdagen melder sig og forholdet er modent til at stifte familie, kommer problemerne hurtigt, hvis den ene part er dansker og den anden udlænding. Er man under 24 år, er Danmark forbudt område!
Det har ramt mange helt uskyldige par og betyder, at mange dansk-udenlandske familier har slået sig ned i Sverige og Tyskland, hvor reglerne er lempeligere.
Kristendemokraterne ønsker at tage afstand til denne ægteskabsfjendske politik fra Folketingets flertal. Vi sætter ægteskabet højt – ja, vi ser det faktisk som den vigtigste grundsten i vores samfund. Derfor skal staten ikke lægge hindringer i vejen for et ægteskab, der bygger på frivillighed og kærlighed.
Omvendt vil vi også bekæmpe tvangsægteskaber – ægteskab under tvang er i modstrid med dén frivillighed og kærlighed, der er noget af det mest værdifulde i ægteskabet.
Familien er rammen for de kommende generationers opvækst. Det er hér, børn skal lære respekt for hinanden. Det er hér, de skal lære at give og modtage som menneske. Det fungerer dårligt under tvang. Det kan undre, at nogle forældre vil tvinge deres børn til ægteskab med én, deres søn eller datter ikke kender og derfor ikke elsker. Måske endda én, der er opvokset i en helt anden kultur. Men sådan er det desværre!
Derfor vil Kristendemokraterne gerne støtte et nyt regelsæt for at forhindre ægteskab under tvang. Vi har fire forslag, vi tilsammen mener bør erstatte 24-års reglen, der har ramt så mange uskyldige:

1) Der skal gennemføres obligatoriske mundtlige interviews for at prøve, om ægteskabet er frivilligt i alle sager, hvor myndighederne har mistanke om tvangsægteskab.

2) Det skal fremgå direkte af straffeloven, at det er strafbart at tvinge andre til at indgå ægteskab.

3) Rådgivnings- og mæglingsindsatsen i forhold til tvangsægteskaber skal udvides og være mere opsøgende de steder, indvandrere bor. Kommunerne har i dag ansvar for rådgivning og mægling i forbindelse med tvangsægteskaber. Mange søger dog ikke denne hjælp af frygt for familien og for at blive registreret.

4) Der skal afsættes midler til mere personale på kvindekrisecentrene, der målrettet hjælper kvinder af anden etnisk baggrund.”

Skrevet af Kristendemokraternes formand, Marianne Karlsmose fra Lunde, i Randers Amtsavis d. 1. september

Kilde: Randers Amtsavis

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam