Tak til
 






  
05/05 2023

Strukturdebat: Vi skal tænke stort på Djursland

Vi synes faktisk her på redaktionen, at nærværende læserbrev er noget af det bedste, vi længe har læst om kommunesammenlægninger på Djursland. Selv om eksperter på det seneste peger på, at ét Djursland måske bliver for dyrt at drive, er der mange kloge tanker i indlægget hér, der er et varmt indlæg til fordel for en Djursland storkommune:


”Det synes at være en del af vor nationalkarakter, at når vi møder en udfordring, er det første, vi foretager os, at få den reduceret til overkommelig størrelse.
Senest så vi det, da udvalget med det usexede navn, Strukturkommissionen, barslede med kravet om færre og større kommunale enheder. I stedet for at se mulighederne i en sådan reform, gik man i de ”truede” kommuner straks i gang med at undersøge, hvordan ”skaden” kunne begrænses til det mindst mulige.
De otte kommuner på Djursland har til eksempel givet en overbevisende opvisning i denne idræt. Egentlig ville man jo helst bevare status quo, men hvis det ikke kunne være anderledes, kunne man måske affinde sig med at drosle ned til tre kommuner, men mindre end to kunne der under ingen omstændigheder blive tale om. Så dét, man nu drøfter, er en opdeling i en nord- og sydkommune, og sådan ender det sikkert også, hvis det altså står til lokalpolitikerne. Det kan man så håbe, at det ikke gør.
Ganske vist forsikres der om, at de to kommuner naturligvis vil samarbejde om ting af fælles interesse for Djursland. Det er efter min mening en argumentation, som klinger hult i vindebroen. For hvis man tror, man kan arbejde sammen, hvorfor har man så ikke gjort det for længe siden?
Jeg mindes endnu, da jeg flyttede til egnen for nogle år siden, at en ny molboven på sin egen bramfri måde betroede mig: ”De otte kommuner har aldrig kunnet blive enige om en hujende fis!”
En kendsgerning er det i det mindste, at det har været alt for let for stærke og modsat rettede interesser at spille Djursland-kommunerne ud mod hinanden, med fatale konsekvenser for infrastrukturen og dermed erhvervslivet til følge.
Èt af problemerne er formentlig, at vi har beslutningstagere, som endnu ikke er flyttet ind i det 21. århundrede, ja, måske har nogle af dem slet ikke vænnet sig til tanken, at om kort tid så forsvinder den beskyttende paraply, som hedder Århus Amt. Så skal kommunerne til at stå på egne ben og selv administrere en række af amtets hidtidige opgaver, men vær forvisset om, at de helt store opgaver – herunder også forholdet til EU – ikke vil blive betroet småkommuner med 40-45.000 indbyggere. Disse opgaver vil naturligvis gå til storebrødrene Århus og Randers. Og uden amts-paraplyen vil vi stå aldeles ubeskyttede.
Nu er der vel dem, som vil sige, at hvad Århus Amt har gjort for Djursland er til at overse. Men det er ikke retfærdigt. Når f.eks. den østjyske lufthavn stadig ligger i Tirstrup, så har vi amtsrådet at takke for dét. Og det er interessant, at det selvbestaltede lufthavnsråd med stor-lufthavnsdrømme nord for Århus straks ved nyheden om amtets nedlæggelse igen vejrede morgenluft.
Det skal også erindres, at det var en amtsborgmester, som i sin tid gik ind for, at der skulle anlægges en motorvej fra Århus til Grenå for at støtte egnsudviklingen på Djursland. Arbejdet gik da også i gang, men da man nåede til Løgten, slap pengene op med dét resultat, at resten af ruten til Tåstrup blev gennemført som en livsfarlig motortrafikvej – livsfarlig, fordi den oprindeligt projekterede linjeføring blev fastholdt, som om det alligevel var en 2-vejs motorvej, hvor oversigtsforholdene ikke var det store problem.
Og alle de smukke tanker om en fødevej til Grenå Havn, sideføring til Tirstrup Lufthavn og omfartsvej til Ebeltoft Færgehavn døde en stille død, og Djursland reduceredes efterhånden til en blindtarm på Jylland. For det har altid været svært for små kommuner at skulle konkurrere med magtfulde kommuner med professionelle lobbyister og stor politisk indflydels på Christiansborg.
Der findes naive mennesker (muligvis inkluderer det også nogle af vore lokalpolitikere), som fuldt og fast tror på, at sagligheden er i højsædet, når der prioriteres vejbyggeri i Danmark. Det er ikke tilfældet.
Klassisk er eksemplet, da den såkaldte ”jyske mafia” på Christiansborg – til gengæld for at stemme for Storebæltsbroen – forlangte nye jyske motorveje, og da man ikke kunne blive enige, om der skulle bygges mellem Ålborg og Hjørring eller Ålborg og Frederikshavn, ja, så valgte man at bygge dem begge to. Hvilket var lidt af en bedrift, da der notorisk ikke var behov for nogen af dem, eftersom trafiktællingerne nærmest lå på amtsvej-niveau. Sådan noget kaldes i intern Christiansborg-jargon for ”politisk studehandel”. Og nu er den der minsandten igen. For at sige ja til en Femern-bro vil nogle jyske politikere kræve kompensation i form af nye jyske motorveje, og denne gang står øverst på ønskeseddelen en motorvej mellem Herning og Holstebro.
Djursland er ikke nævnt med ét ord. Det forstår man ikke.”
Skrevet af tidligere programredaktør ved Danmarks Radio, Tage Elmholdt fra Ebeltoft, i Djurslands Posten og forkortet af dennes redaktion d. 7. september

Kilde: Djurslands Posten

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam