Tak til
 






  
05/05 2023

Strukturdebat: Sønderhald i for små sko

Og hér bringer vi så endnu et af de utallige indlæg fra borgere i Sønderhald, der hellere så deres kommune indgå i en langt større kommunal enhed:

”Jeg var til såkaldt dialogmøde med Sønderhald Kommune i Assentoft d. 23. september. Deres opfattelse af dialog er åbenbart, at kommunalpolitikerne skal holde valgtaler og bruge to tredjedele af taletiden oven i købet ved at gentage hinanden.
Jeg mener, det skulle være modsat, idet det er politikerne, der skal modtage synspunkter.

Á propos synspunkter, så havde politikerne fastlagt deres på forhånd, så synspunkterne prellede totalt af. Ved forslag om folkeafstemning var argumentationen, at dét kunne borgerne nok ikke finde ud af, der var så og så mange sider at læse. Gad vide om alle politikerne havde læst dem, thi de henviste hele tiden til, at man ikke kendte opgaverne, og at administrationen ikke frarådede en så dårlig løsning som en sammenlægning med Rougsø. Det tror da pokker – det er deres job, det går ud over.

Sammenlægning med Rougsø er dog den ringeste løsning, som Sønderhald Kommune kan komme op med. Ved forpligtende samarbejde mod øst og vest og endda mod syd delegerer man alligevel mange beslutninger ud til nabokommunerne, d.v.s. man kan hygge sig med at tage sig af børnene og de gamle, som man udtrykte værende de væsentligste opgaver.

Et samlet Djursland kan tale med overbevisning om bl.a. at få udvidet vejnettet på Djursland. Med en motorvej er der ikke 60 kilometer fra Randers til Grenå, men kun en halv time. Motorveje binder folk sammen, og der skabes mulighed for udvikling i stedet for afvikling.
For øvrigt bruger Randers også Djursland som rekreativt område – det er ikke kun djurslændinge, der drager til Randers.

Hvis ikke alle Djurlands otte kommuners politikere og embedsmænd kan se ud over deres egne personlige positioner, burde Sønderhald i det mindste slutte sig sammen med de fire norddjurske kommuner og søge mod Kronjylland, og allerhelst blive en del deraf.
Norddjursland med 40.000 indbyggere ville ikke drukne i en Kronjyllands Kommune, som stadigvæk kun er halvt så stor som Århus.
Tværtimod vil man kunne få stor indflydelse på udviklingen på Norddjursland, såsom muligheden for en dybvandshavn i Grenå, attraktive bosætningsmuligheder for borgere med skatteevne og en massiv turistudvikling, der allerede nu er en god indtægtskilde for Djursland.

Ved dialogmødet fik jeg dét indtryk, at politikerne slet ikke tænkte på, at de selv skulle skabe indtægterne og skaffe midler til de mange nye opgaver fra egne skatteborgere.”

Skrevet af Jørn Friis Christiansen fra Assentoft

Kilde: Randers Amtsavis d. 2. oktober

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam