Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Vi skal holde fast i Tirstrup!

Et konservativt byrådsmedlem fra Randers slutter sig til rækken af politikere og borgere, der gerne ser den planlagte motorvej på Djursland gå forbi Tirstrup Lufthavn:

Den østjyske lufthavnsdebat er desværre præget af misforståelser, mangel på indsigt og frem for alt fokus på de forkerte problemstillinger. Specielt det forhold, at man primært fokuserer på afstanden mellem Aarhus Lufthavn i Tirstrup og Århus by som værende et problem, bærer ansvaret for, at debatten er kørt af sporet. Aarhus Lufthavn ligger med ca. 45 minutters kørsel til Århus ganske udmærket for så vidt angår serviceringen af Danmarks næststørste by.
Problemet er i virkeligheden, at Aarhus Lufthavn i Tirstrup ligger for langt fra henholdsvis Trekantsområdet, Midtjylland og Ålborg. Situationen er nemlig dén, at dén lufthavn, der har det bedste kundemæssige grundlag inden for halvanden times kørselsradius, er dén lufthavn, der får det bedste udbud af udenrigsruter. Som forholdene er i dag, er Billund dén af de seks jyske lufthavne med rutetrafik, der ligger bedst udfra denne halvanden-times-betragtning, og det afspejles meget tydeligt i dét forhold, at det også er hérfra, man finder de fleste udenrigsruter.
Som politiker og erhvervsmand i Østjylland ønsker jeg naturligvis, at vort område har den bedst mulige lufthavnsbetjening, også selv om jeg er klar over, at en forbedring af vilkårene for de østjyske rejsende naturligvis må betyde tilsvarende dårligere vilkår for rejsende i andre områder af Jylland.
Ideelt set er der derfor ingen tvivl om, at en lufthavn placeret i Hammel-området vil være et aktiv for Østjylland, idet en sådan lufthavn vil have flere potentielle kunder inden for halvanden times kørselsradius end nogen anden vestdansk lufthavn. Der er heller ingen tvivl om, at en sådan lufthavn vil skabe store problemer for samtlige øvrige lufthavne i Jylland, sandsynligvis med lukning af de fleste til følge.
Jeg tror blandt andet på dén baggrund ikke, det er muligt at komme igennem politisk med et lufthavnsprojekt i Østjylland – da alle andre end de i Østjylland valgte politikere må formodes at ville bekæmpe et sådant projekt med alle til rådighed stående midler.
Er man enig i dette udgangspunkt, vil det – såfremt man ønsker at gøre en indsats for Østjylland – være naturligt i stedet at koncentrere sig om den næstbedste løsning, nemlig forbedring af infrastrukturen til dén lufthavn, vil allerede har – Aarhus Lufthavn i Tirstrup. Jeg hilser i dén forbindelse regeringens koordineringsudvalgs netop trufne beslutning om at fastholde amtets tidligere planer om etablering af det sydlige motorvejshængsel velkomment som et vigtigt og kærkomment gennembrud i så henseende. Jeg kan samtidig tilslutte mig de bestræbelser, der netop er søsat af flere politikere med interesse i Djurslands udvikling. Tag skridtet fuldt ud, og etablér motorvej hele vejen fra E45 til Tirstrup.
Blandt mange positive effekter vil vi dermed få bedre balance i det jyske lufthavnsbillede og dermed en bedre luftfartsbetjening af Østjylland – også Århus. Dette til gavn for alle interessenter i en positiv udvikling af vort område.

Kilde: Skrevet af det konservative byrådsmedlem i Randers, Karsten Skjødt-Jakobsen, i Randers Amtsavis d

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam