Fra en radikal folketingskandidat lyder der i det følgende rosende ord til Anders Fogh for hans nytårstale, hvor han stillede dansk indenrigspolitik i bero til fordel for den store naturkatastrofe. Det håber den radikale også betyder, at han venter en god tid med at udskrive valg:
Statsministeren er blevet rost for sin nytårstale fra flere sider. Jeg tilhører de mange, som roser statsministeren. Det er OK, at statsministeren valgte at fokusere på flodbølgen nede i Asien. Flodbølgen i Asien er en ufattelig tragedie med død, ødelæggelser og menneskelige ofre.
Personligt vil jeg have svært ved at gå ud at føre folketingsvalgkamp og diskutere de mindre alvorlige problemstillinger, kort tid efter de ”ufattelige asiatiske billeder”, som har brændt sig fast på nethinden i den seneste tid.
Med dét fokus, der var på Asien-katastrofen i Foghs nytårstale, så må det vare en rum tid, inden statsministeren udskriver folketingsvalg – mindst to til tre måneder.
Udskrives folketingsvalget i denne eller næste måned, så kan man godt have statsministeren mistænkt for koldt og kynisk at benytte Asien-katastrofen for egen vindings skyld – men personligt så tror jeg, at Fogh mente sin Asien-tale oprigtigt, og nu venter han med at udskrive folketingsvalget i nogle måneder.
Dét er måden at vise respekt for ofrene og deres pårørende i såvel Asien som herhjemme.
Kilde: Skrevet af R-folketingskandidat Mogens Nyholm fra Randers i Randers Amtsavis d. 12. januar
rex