Sandheden om forslaget.
Hér på Nørre Djurs-siden kan du læse 2 læserbreve, skrevet af henholdsvis børne- og kulturudvalgsformanden (S) og af en Venstre-politiker, der drillede socialdemokraterne med en episode ved det seneste byrådsmøde. Socialdemokraterne er meget opsatte på at få genindført den madordning i børneinstitutionerne, der blev sparet væk, og hos Venstre ser man helst, at eksempelvis forældrene betaler.
I dag har vi så fået en tredje kommentar på den samme sag, denne gang fra Dansk Folkepartis Knud Andersen, der skriver:
Svar på debatindlæg af Kaj Agerskov i Lokalavisen den 1.februar 2005 under overskriften " Mad i daginstitutionerne"
Grunden til at det ellers sympatiske forslag fra den socialdemokratiske gruppe i Nr-Djurs kommunalbestyrelse blev taget af bordet er:
1. At gruppen let og elegant gik uden om beslutningen, vedtaget i kommunalbestyrelsen, om, at der ikke kan foretages udgiftskrævende tiltag på en konto uden at anvise besparelser på en anden konto. Denne beslutning blev taget i et forsøg på at overholde budgetterne og rette op på kommunens elendige økonomi. Der blev overhovedet ikke nævnt noget om, hvordan man havde tænkt at finansiere forslaget.
2. Der forsøges at skabe sympati hos én gruppe borgere ved at dele milde gaver ud og gennem fortielser forsøge at undgå at lægge sig ud med en anden gruppe, der ved nedskæringer på deres område kommer til at betale gildet. Det er et ynkeligt spil for galleriet, hvor man ønsker at fremstå som de "åh så socialt bevidste", medens man i virkeligheden lover noget, der ikke er økonomisk dækning for.
PÃ¥ et forslag fra Dansk Folkeparti blev forslaget forkastet og sendt tilbage i udvalget for videre behandling. Dette er den skinbarlige sandhed, alt andet er udenomssnak.
Kilde: Skrevet af og indsendt til Djurslands Netavis d. 4. februar med venlig hilsen fra
rex