Tak til
 






  
05/05 2023

Lad os drive sygehus i Grenaa

Sundhedsudvalgsformanden i amtet skriver hér en kommentar til en Jyllands Posten-læser, der har foreslået Grenå Sygehus videreført som privathospital. Han siger:



”Geert Nielsen foreslår i sit indlæg i JP Århus 2/10, at man lader andre end Århus Amt drive Grenaa Sygehus.
Ifølge Geert Nielsen går mange og venter på, at et privathospital melder sig til - enten helt eller delvist - at overtage sygehusfunktionerne i Grenaa.
Jeg finder grund til at kommentere dette forslag, fordi det efter alt at dømme ikke udgør en reel mulighed.
Der er ingen private hospitaler, som officielt har rettet henvendelse til Århus Amt med ønske om overtagelse af driftsansvaret for hele eller dele af sygehusfunktionen - hverken i Odder eller i Grenaa.
Desuden har privathospitalerne indtil videre typisk interesseret sig for opgaver inden for planlagt behandling af velafgrænsede lidelser/sygdomme som f.eks. hofteoperationer.
Så der har ikke været behov for en politisk stillingtagen i Amtsrådet.
Som jeg har tilkendegivet tidligere, kan jeg sagtens forstå, at befolkningen på Djursland gerne snart vil se det nye Grenaa Sygehus i sin endelige form.
Men jeg kan forsikre for, at der arbejdes ihærdigt hver eneste dag på at komme nærmere målet.
Jeg mener, at der er basis for fuld tillid til, at det vil lykkes.
Århus Amt har mange års erfaringer at trække på, når det handler om sygehusdrift - både når vi taler om akutte og planlagte funktioner.
Der rejses et par spørgsmål i Geert Nielsens indlæg vedrørende ambulanceberedskabet på Djursland.
På spørgsmålet, om der er ambulancer nok, kan jeg svare, at Århus Amt styrer og følger dette gennem aftaler med Falck om responstider.

Gode responstider
For beredskabsområdet Grenaa/Djursland ligger ambulancernes faktiske responstider under det aftalte niveau for de maksimale gennemsnitlige responstider.
Man kan altså konkludere, at Falck sørger for, at antallet af ambulancer er tilstrækkeligt til at løse opgaverne på Djursland. Alle ambulancer i Århus Amt - uanset om de tilhører Falck eller REKO - lever op til de centrale sundhedsmyndigheders krav til ambulancers udstyr.
Der er i dag to døgndækkende lægebiler i Århus Amt.
Udover de døgndækkende lægebiler, er der også lægebiler i Randers og Silkeborg i dagtiden. Den ene af de døgndækkende lægebiler kører på Djursland og den anden dækker Århus samt en lang række andre kommuner.
Der er for så vidt ikke noget mærkeligt i, at en af amtets fire lægebiler kører ud fra Århus, fordi en meget stor del af befolkningen bor i dette område.
Således er udnyttelsesgraden af lægebilen, der har base i Århus, større end den er på Djursland.
Der køres 14 ture i døgnet i Århus og omegn, mod fire ture på Djursland.
Jeg er på ingen måde uforstående over for de besværligheder, som afstanden fra Østdjursland til Randers Centralsygehus kan medføre i nogle tilfælde.
Men jeg vil fastslå, at man kan føle sig fuldstændig tryg ved den faglige kvalitet og tilstrækkeligheden i det akutte beredskab på Djursland, selv om det er organiseret anderledes end tidligere.
Samtidig tror jeg, at borgerne på Djursland hen ad vejen vil blive overraskede over hvor meget, der faktisk kan foregå lokalt i Grenaa, når omlægningerne på sygehuset er faldet på plads.”

Skrevet af Carl Johan Rasmussen, sundhedsudvalgsformand, Århus Amt (S), i Jyllands Posten d. 16. oktober.

Kilde: Jyllands Posten

Rex / Bjarke


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam