Tak til
 






  
05/05 2023

Rejsetiden forkortes med ny lufthavn

Hér på Djursland kan man jo ikke lade være med at have et øje på den fortsatte debat i Århus og omegn om rimeligheden eller ej i at flytte Tirstrup Lufthavn tæt på byen. Vi har fundet endnu et indlæg i Jyllands Posten i dag, dog set fra en anden vinkel:

”Mit læserbrev JP 13/8 (især henvendt til Morten Homann, MH) havde jeg ingen intention om at overbevise MH og andre socialister om, at det vil være en god idé med en international lufthavn vest for Århus.
MH's svar af 1/9 beviser da også, at dette vil være en hel umulig opgave.
Mit mål var at overbevise de mennesker, der ikke er ideologisk imod en lufthavn, men måske blot har svært ved at se, hvad den kan bidrage med.
Her kan det måske være meget nyttigt at tage udgangspunkt i de ulemper, som MH påpeger, og som er meget typiske for modstanderne.
Et af de mest brugte argumenter af modstanderne er, at en ny lufthavn kun vil spare 15 minutter i transport tid.
Det er også rigtigt - hvis man bor i Århus og kun flyver til København.
Formålet med en lufthavn vest for Århus har i midlertidig ikke noget som helst at gøre med disse forhold.
En endnu mere plat argumentation har også været nævnt. Nemlig at rige direktører og især Grundfos direktør Niels Due Jensen udelukkende skulle støtte en lufthavn, så de ikke skal køre så langt til lufthavnen.

Store besparelser
Lad mig uddybe, hvorfor at disse argumentationer ikke er brugbare.
En professor i Aalborg vil gerne til en éndagskonference i Paris. Under de nuværende forhold ville rejsen skulle gå over København og derefter til Paris.
Med et morgenfly fra Aalborg, vil professoren nå Paris midt på dagen. En konference begynder normalt først på dagen, hvilket bevirker, at professoren i virkeligheden må rejse fra Aalborg dagen før.
Dette betyder en overnatning i Paris.
Et lignende problem kan let opstå i forbindelse med rejsen tilbage til Aalborg, hvor professoren skal nå et tilslutnings-fly i København.
Med en lufthavn vest for Århus - tæt ved jernbane- og motorvejs-systemet, vil professoren på ca. en time kunne nå et tidligt morgenfly og på en samlet rejsetid på ca. tre timer være i Paris tidsnok til at deltage i konferencen.
Samtidig vil han kunne nå et aftenfly tilbage til Århus og videre til Aalborg uden problemer. Konklusion - kortere rejse tid ca. tre timer modsvarende ca. fem-seks timer via København - ingen overnatning og stor besparelse.
Der er selvfølgelig ingen garantier for, at en lufthavn vest for Århus vil have afgange nok til, at der kan foretages éndagsrejser rundt til alle storbyer i Europa.
Men muligheden eksisterer, og det gør den netop, fordi det er en fordel for professoren fra Aalborg.
En fordel som Billund Lufthavn ikke kan indfri, fordi den ligger forkert.

Politisk snik-snak
Det er i midlertidig ikke kun professoren fra Aalborg, der vil drage fordel af lufthavnen. Et stort område i Jylland (radius 100-120 km) vil drage fordel af den forbedrede adgang for udenlandske gæster.
Lige pludselig er et besøg til Aalborg og Århus eller Herning langt mere nærliggende og tilgængeligt.
Det hele handler om produktivitet.
At bruge færrest mulige ressourcer på at opnå noget - i dette tilfælde mindst tid på at rejse. Mindre input betyder altså færre omkostninger, hvilket også betyder at flere mennesker får mulighed for at rejse.
Så at det udelukkende skulle være for de rige direktørers skyld er noget politisk snik-snak og vidner om mangel på gode argumenter.
Turismen vil også få betydelig bedre vilkår - både ud- og ind-rejsende.
Det er en ærlig sag, at man som Flemming Knudsen ikke ønsker en lufthavn på det mest oplagte og realistiske sted, fordi den direkte berører et meget lille antal mennesker og et par vandløb.
Men konstant at bruge argumenter, der (forhåbentlig) taler mod bedre vidende, er ikke seriøst. Med hensyn til støjen og forureningen kan jeg tilføje, at hvor jeg bor, er der meget larm fra gården. Og det ville jeg da helst være foruden.
Men verden er ikke perfekt, og der er stort set altid ulemper ved et eller andet.
Såsom f.eks. at bo inde midt i byen.
Borgerne i Dragør og Kastrup synes sikkert, det ville være rart, hvis de aldrig kunne høre flyvemaskinerne.
Men for det første tænker de sikkert aldrig over det, fordi de har vænnet sig til det. Og for det andet fortæller huspriserne mig, at det ikke ligefrem er fordi, folk flygter fra området.

Mange ulemper
Morten Homann er socialist og ønsker slet ikke øget produktivitet og bedre og billigere muligheder for ind og udrejse.
Han synes at mene, at den form for progressiv udvikling er forkert, da den medfører alt for mange ulemper.
Jeg er enig i at der er ulemper ved en lufthavn.
Men den øgede velstand, som jeg mener, en lufthavn medfører, gør, at vi har råd til at tænke endnu mere på miljøet og andre velfærdsforbedringer.
Om Århus får en lufthavn eller ej, betyder ikke det fjerneste i forhold til den totale forurening. Det gør det derimod for vores velstand.
Flytrafik er kommet for at blive, hvad enten SF vil det eller ej og vil blive ved at være en vigtig produktivitetsfaktor.
Hvad der derimod kunne betyde noget, er muligheden for at udvikle flyvemaskiner, der forurener og støjer langt mindre.
En mulighed som større velstand forstærker.”
Skrevet af Casper Jensen, Ryesgade 33, Århus, i Jyllands Posten d. 21. oktober

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam