En mand fra Skanderborg leverer i det følgende en skarp, men ganske vittig historisk gennemgang af dét, han betragter som venstrefløjens for langsomme omstillingsevne til skiftende tider:
Der var engang for længe siden….” Omtrent et sekel er henrundet. Året 1924 blev skelsættende. Socialismen fik et rigtigt godt tag i folk. Stauning var en glad mand og havde reelt kun én modkandidat, nemlig kaos, som havde sit væsen imod sig og i øvrigt ikke nød større opbakning i befolkningen.
I 60`erne var det, som om et halvt århundrede var forbigået venstrefløjens opmærksomhed, idet den langt op i 70`erne stadig sang med på ”Sådan er kapita…lis….men”, om end det efterhånden gjaldede noget mere hult, ligesom der ikke var samme smæld i det røde flag som førhen.
Man havde simpelthen ikke lagt mærke til, at kapitalismen var nedkæmpet som følge af hen ved en menneskealder med overvejende rødt flertal.
Omverdenen har da heller ikke lagt skjul på, at Danmark er det mest socialistiske land i Europa. En vandkamp uden vand en sommerdag i haven er ligeså vanskelig at gennemføre som en klassekamp i et land uden klasser af betydning.
Nyrup og Jelved fik en lys idé – man importerede titusindvis af nye vælgere efterfulgt af endnu flere familiesammenføringer. Dét gav pote. Midlertidigt. Det samme gjorde efterlønsgarantien, der var et stort bluff-nummer.
Men så begyndte problemerne med de såkaldte ny-danskere at hagle ned over landet, og Nyrup havde mistet sin troværdighed.
Dybest set er sagen jo dén, at et moderne samfund trives bedst under liberalismen og ikke socialismen. Eksempelvis bør yderligere skattestigninger høre fortiden til – dengang skatten hed 10% eller mere, men ikke tilnærmelsesvis omkring de 80% som i dag. Vejen frem hedder skattelettelser.
Intet er således mere naturligt end dét, der sker for øjeblikket, nemlig at udskifte alle formænd på venstrefløjen, ligesom man skal have opfundet en ny politik.
Hvad f.eks. med en ny regel om, at udgifterne til ny-danskerne ikke må overstige udgifterne til vort sygehusvæsen og vore ældre over 60 år?
Gennemførelse heraf ville betyde en øjeblikkelig besparelse på 10 milliarder årligt – et stort beløb, der ville kunne lune mange steder, således at den nedslidte vending sparekniv/nedskæringer blev ord, der var engang og således hørte fortiden til.
Og hvad med et nyt partinavn?? Jeg foreslår DFDS – De Forenede Danske Socialister! For hvad skal vi med et selvstændigt socialdemokrati, hvis toppolitikere lider af hallucinationer og tror, at vi stadig lever i 30`erne, og stadig håber på en snarlig gennemførelse af Kanslergade-forliget?
Da Anders Fogh har sat sig godt og eftertrykkeligt på ønskepladsen i midten af dansk politik, har de socialdemokratiske vælgere – lidt firkantet sagt – to muligheder, nemlig enten
1) at sætte sig på skødet af Frank Aaen eller
2) at bakke op om et borgerligt parti.
Dermed ville fårene være skilt fra bukkene.
Ret beset har vælgerne en tredje mulighed, nemlig at stemme på indvandrerpartiet Det Radikale Venstre, hvis mål er flere familiesammenføringer og dermed flere offentlige udgifter (skatteforhøjelser), mere Islam til Danmark, flere ghettodannelser o.s.v.
Som sagt, der var engang et socialdemokrati, hvis rolle blev udspillet. Snip-snap-snude – og så var dét parti ude!
Var der for resten nogen, der talte om fløjkrig? Ak ja, dén tid er forbi, men dét er en helt anden fortælling.
Kilde: Skrevet af John Bové fra Skanderborg i Århus Stiftstidende d. 23. april
rex
05/05 2023
