I morgen vil det vise sig, om vores Redaktør er lige så kritisk over for den seneste tids intense bevågenhed fra de lokale medier, vores område på det seneste har været udsat for. Her vil han nemlig komme med en nærmere beskrivelse efter den afsluttende høring i aftes. Indtil da giver vi ordet til en lokal brevskriver, der har følgende hvasse kommentar til hele seancen:
”Spørg Århus!
Hallo, derude på Djursland - I har et problem, som vi meget gerne vil hjælpe jer med at få løst. Det er da et tilbud, som det er svært at sige nej tak til - og det får vi da så sandelig heller ikke lov til! Jeg tænker her på den kampagne, som TV2Østjylland, Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis har iværksat for at redde den kommende Norddjurs kommune fra vuggedøden: Sådan Norddjurs! Nu skal I bare se, hvad far har tænkt – og så bare rolig, så skal det hele nok komme til at gå. Måske halter I lidt bagefter derude, men hvis I bare vil tage ved lære af os, se problemerne i øjnene og så ellers komme af sted i den retning, hvor vi ser tingene udvikle sig - ja, så skal I nok få del i den økonomiske vækst og ikke blive hægtet af – ja, udviklingen.
Den del af serien, som jeg indtil i dag d. 5. maj har fulgt, er dybt problematisk ud fra en lang række synsvinkler, som ikke alle kan udfoldes her, men et enkelt moment vil jeg behandle nærmere:
Problem: Der er blevet og bliver færre arbejdspladser i Norddjurs kommune. Derfor må man enten flytte eller pendle.
Løsning: Vi skal have hældt noget asfalt ud over Djursland og i det hele taget have forbedret trafikforholdene, så der med borgmester Jensens ord: Bliver kortere til Århus! Og med et andet borgmesterligt (Wyrtz) håb for fremtiden: Norddjurs kan blive for Århus, hvad Nordsjælland er for Hovedstaden. Jeg siger: Tak for kaffe. Men lad nu det ligge, for det foruroligende er den måde, hvorpå pendlerproblematikken behandles i tv-udsendelsen: En sygeplejer fra Grenå sygehus har været vant til 5-10 minutters transport til arbejde, men må nu bruge en time efter at have fået job på Skejby sygehus. På vej mod Århus om morgenen går det fint ned over Djursland, men når han kommer ind til omkring Egå, så går det i hold – vi ser fine billeder af biler, der snegler sig af sted køler ved køler. Derefter fortælles i udsendelsen, at det er forholdsvis få, der pendler ind til job i Århus – det er aldrig rigtig slået an, det med at pendle fra Norddjurs til Århus – og her kommer så det journalistiske kup i dette kampagneafsnit: Problemet er, at folk fra Djursland aldrig rigtig har fået fat i, hvordan man opfører sig i et moderne samfund. Se nu bare til sjællænderne – de kan finde ud af at pendle fra hele Sjælland ind til København. Men den indstilling er ikke nået helt ud på Djursland – endnu. Vi lever for isoleret og er os selv nok. Og så er det jo helt uartigt, at vi kalder jernbanen på Djursland for: Grenåbanen. Det er, som sygeplejeren siger: Vi har ikke rigtig lært det endnu! Altså at tilpasse os udviklingen. Og jeg siger tak for det, fordi det måske er noget helt andet, vi skal lære, og måske er der noget, vi skal holde fast ved - i stedet for at lave det om.
Til slut vil jeg bemærke, at jeg ikke er modstander af forbedrede trafikforhold, men de planer må indgå i en større, sammenhængende forståelse af, hvad det er for en udvikling, vi ønsker på Djursland – og husk lige – der er andre/vi kan vælge andre fremtider end den, der handler om bevidstløs økonomisk vækst.
I kampagneudsendelsen i dag torsdag sagde en tysk kvinde, som blev interviewet på Bønnerup strand om baggrunden for hendes valg af destination: Her er fred og ro, gode muligheder. Så betyder det ikke noget at skulle køre et par timer ekstra.
Kilde: Skrevet af og indsendt til Djurslands Netavis d. 9. maj af
rex