Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev : Tak og tillykke til 3F på Djursland

Fredag den 20. maj blev for mig en god dag: 3F på Djursland (SID og KAD) havde inviteret medlemmer med flere til reception i anledning af indvielsen af de nye smukke lokaler på Trekanten i Grenaa (det tidligere Hotel Grenaa). Vi så de smukke og funktionelle lokaler fremvist af det venlige og gæstfrie personale.

Der var dejlig mad og hyggelig musik og dertil glæden ved at hilse på mangeårige venner og medarbejdere, samt det at knytte nye bekendtskaber. Blandt de mange gæster var SID’s lokale afdelingsformand gennem mere end et kvart århundrede, Frank Kjeldsen, der i min bevidsthed knyttede linjen tilbage til mine fagligt aktive år - deraf 18 år som kommunalarbejdernes tillidsmand. Jeg blev medlem da Jacob Jensen var formand. Kontoret var dengang mindre end foyeren i det nye domicil på Trekanten. Jacob døde i formandsstolen, og som hans efterfølger valgtes Aage Henriksen. Og da Aage med alderens ret trak sig, blev Frank Kjeldsen valgt som hans efterfølger, og nu sidder så også han på pensionist-bænken. Om disse tre mænd har jeg - som om de øvrige såvel valgte som ansatte medarbejdere m/k gennem årene - kun godt at sige. Jeg har altid følt mig hjemme - først i Dansk Arbejdsmandsforbund, senere da navnet blev SID, og nu da det er 3F. Mine mindretalssynspunkter er altid blevet respekteret, og jeg er også taknemmelig for den økonomiske støtte jeg fik til mine valgkampe som SF’er. Nu skal arven fra Kvindeligt Arbejderforbund og SID så videreføres af yngre og dygtige folk med hjertet på rette sted (til venstre for midten). Jeg ønsker dem alt godt i deres virke for »min« samfundsklasse: De ufaglærte arbejdere. Mit pensionistmedlemsskab af 3F er en del af mit samfundsengagement og personlige identitet. Det agter jeg at opretholde til Vor Herre løser op for mig. Min efterfølger som fanebærer har foreslået, at SID’s gamle fane bliver lånt på Djurslands Museum. Jeg har i sagens natur ikke noget personligt forhold til den nye 3F-fane, hvorimod jeg har holdt SID’s fane over i hundredevis af kammeraters bårer rundt om i Djurslands kirker. Jeg er ikke i tvivl om, at vedkommende til sin tid vil holde den røde fane lige så stilfuldt ved min sidste færd, som jeg tilstræbte at gøre det gennem mine mere end to snese år på fanebærerposten.

Med venlig hilsen
Henning Sørensen
Villa Pax, Irisvej 17
8500 Grenaa

Kilde: Grenå Bladet

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam