I dag er der hele 2 indlæg rettet direkte til viceborgmester Benny Hammer (C) i anledning af hans tidligere læserbrev om det nye budget. Først er det Nørre Djurs Listens enlige Kirsten Bech Hansen, der gør opmærksom på følgende forhold:
”Benny Hammer kommenterer i sit seneste læserbrev anden-behandlingen af budgettet i Nørre Djurs Kommune. Man kunne have håbet, at han ville give en forklaring på sine egne beslutninger i dén sammenhæng, men i stedet forsøger han at forklare, hvorfor socialdemokraterne og Nørre Djurs Listen stemte, som de gjorde.
Det slipper vores viceborgmester ikke særligt godt fra. Jeg skal derfor til almindelig oplysning for den forvirrede læser forklare socialdemokraternes og Nørre Djurs Listens prioritering inden for Børne- og Kulturområdet.
Vi vendte os kraftigt mod at fjerne 144.000 kroner til mad og frugt i børnehaverne, svarende til en nedskæring på de børnerelaterede konti med ca. en tredjedel. Disse penge bliver bl.a. brugt til morgenmad, mælk, frugt og fødselsdagskager, og i nogle børnehaver giver de økonomisk mulighed for daglig madlavning med børnene. Sådanne forskellige madordninger er i alle kommunens børnehaver tænkt ind i den overordnede pædagogik, og aktiviteter omkring madlavning og servering har en vigtig social funktion. Dertil kommer det måske allervigtigste i disse fedmetider, nemlig at børnehaverne via sådanne madaktiviteter kan være med til at skabe sunde madvaner for alle børnene.
Vi pegede ganske rigtigt på en besparelse ved at nedsætte timetallet i indskolingen med én time – ikke fordi vi ønskede den, tværtimod, men fordi vi mente, at det trods alt var en besparelse, som gjorde mindre ondt end den ovenfor omtalte. For os er det kvaliteten af undervisningen snarere end antallet af undervisningstimer, der er afgørende, og vi havde tilmed fået meldinger fra skolerne om, at man hér hellere så en timetalsnedskæring end en generel besparelse på de decentrale midler, hvis der nødvendigvis skulle spares på dette område.
Desværre havde vi ikke flertallet i byrådssalen til at vedtage vores budgetforslag med de besparelsesforslag, som vi anså for de mindst skadelige. Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Borgerlisten for Nørre Djurs havde en aftale, og de var ikke til sinds at lytte til gode argumenter hverken fra os eller de berørte børnehaver.”
Skrevet af Nørre Djurs Listens medlem af Børne- og Kulturudvalget, Kirsten Bech Hansen fra Gjerrild, i Lokalavisen d. 28. oktober
Kilde:
rex