Jeg blev ganske varm om hjertet, da jeg den 26. juli læste et læserbrev af Venstrekandidat Lars Østergaard.
Han skriver, at Norddjurs kommune skal satse på en forbedret folkeskole, og han antyder, at folkeskoleområdet skal tilføres flere økonomiske ressourcer i fremtiden.
Malte Larsen, Gruppeformand, S, kommunalbestyrelsen Nørre Djurs kommune
|
Få vil være uenige i, at vores grundskole trænger til et løft, og et øjeblik var jeg ved at tro, han havde smugkigget i Socialdemokraternes valgprogram.
Desværre er det ikke sådan elever, forældre, personale og kommunerne i det daglige, oplever Venstres optræden.
I forbindelse med folketingsvalget i februar lovede stort set alle partier en forbedret folkeskole. Men heller ikke i år har regeringen tilført folkeskolens ejere, kommunerne, de nødvendige ressourcer og folkeskoleelever bliver stadig billigere at undervise; målt pr. elev.
Lokalt er det min oplevelse, at Venstrefolkene næsten altid er villige til at gå et skridt foran, når det drejer sig om at finde yderligere besparelser på folkeskoleområdet. (såvel som på andre af de bløde områder)
Jeg håber derfor, at Lars Østergaard har evne og vilje til at gå i rette med sit parti, såvel lokalt som på Christiansborg.
Hvordan Venstre vil agere i det nye byråd i Norddjurs kommune, kan man kun gisne om.
Til gengæld vil jeg garantere, at en stemme på Socialdemokraterne er en stemme for Norddjurs kommune i udvikling, herunder en folkeskole, der sikrer vores børn den bedste grundskole.
Kilde: Af Malte Larsen, Gruppeformand, S, kommunalbestyrelsen Nørre Djurs kommune
jimmi