Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Om unge med ungdomssanktion

Formanden for amtets børne- og ungeudvalg svarer i det følgende igen på en kritik rejst i SL`s fagblad:

I Socialpædagogernes Landsforbunds fagblad, Socialpædagogen, d. 15. juli 2005 kritiserer amtskredsformanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Runa Stach, at den sikrede institution Grenens åbne afdelinger, der drives af Århus Amt, kun har ganske få uddannede pædagoger ansat.
Kritikken kommer på baggrund af Socialforskningsinstituttets kvalitative undersøgelse fra juni vedrørende ungdomssanktioner.

Lad mig indledningsvis slå fast, at ikke én af de 10 unge i Socialforskningsinstituttets undersøgelse, der er idømt ungdomssanktion på undersøgelsestidspunktet, har haft ophold på den sikrede institution Grenens sikrede eller åbne afdelinger, mens de har været idømt ungdomssanktion.
Den manglende sammenhæng i indsatsen for unge, der er idømt ungdomssanktion, som Socialforskningsinstituttets rapport fremhæver, har således ingen sammenhæng med medarbejderne på Grenen eller deres uddannelsesmæssige baggrund.

De unge, der idømmes ungdomssanktion, har behov for en særlig indsats fra samfundets side, for at vi kan give dem de bedste muligheder for en senere selvstændig tilværelse.
Århus Amt lægger derfor stor vægt på, at disse unge tilbydes relevante uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder under deres ophold på Grenen. Uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, der ligger så tæt på de krav, der stilles til unge i samfundet i øvrigt.
Derfor er det efter min opfattelse vigtigt, at Grenen rekrutterer medarbejdere bredt fra mange faggrupper, således at der bliver tale om tværfaglig indsats i meget bred forstand, men jeg er samtidig af dén opfattelse, at det er vigtigt, at de medarbejdere, der ansættes til at arbejde med kriminelle og kriminalitetstruede unge, har en pædagogisk indsigt og forståelse.
Defor tilbydes medarbejdere i Århus Amt, der arbejder med disse unge – både de uddannede pædagogiske medarbejdere og de ikke-pædagogisk uddannede medarbejdere – et særligt uddannelsesforløb startende i efteråret 2005.

I forbindelse med, at Århus Amt efter Socialministeriets anmodning i efteråret 2005 etablerer to sikrede afdelinger for særligt voldelige unge og unge med psykiske lidelser (i alt 10 pladser) på Grenen-Dalstrup, har Socialministeriet bevilget ca. 2 millioner kroner til uddannelse af de medarbejdere, der ansættes på disse afdelinger.
Denne bevilling indebærer, at der kan etableres langvarige uddannelsesforløb for både de uddannede pædagogiske medarbejdere og de ikke-pædagogisk uddannede medarbejdere, der skal arbejde med disse særlige målgrupper.
Socialforskningsinstituttets kvalitative undersøgelse fra juni peger blandt andet på den manglende sammenhæng i ungdomssanktionens forskellige faser – fra et indledende ophold i sikret til ophold i åbent døgnregi til en ambulant indsats.
At det er vigtigt, at der er en sådan sammenhæng, har Århus Amt været opmærksom på.
Med Århus Amtsråds beslutning november 2003 om at etablere 10 åbne døgnpladser (Grenen-Glesborg) til fortrinsvis unge, der er idømt ungdomssanktion, i tilknytning til den sikrede institution Grenen til ibrugtagning d. 1. januar 2005 skabtes mulighederne for, at de unge, der idømmes ungdomssanktion, kan få mere sammenhængende forløb mellem ungdomssanktionens indledende ophold i sikret afdeling og derefter ophold i åbent døgnregi.
De unge oplever således en énsartet og sammenhængende pædagogisk indsats og behandling.
Ved etableringen af Grenen er der lagt stor vægt på, at de unge kan tilbydes relevante uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder tilpasset den enkelte unges muligheder og behov. Yderligere kan unge i Århus Amt, der idømmes ungdomssanktion, anbringes tættere på deres lokale miljø, end det tidligere har været tilfældet.

Udvalget for Børn, Kultur og Uddannelse besluttede d. 15. marts, at Århus Amt skal arbejde for at skabe sikrede pladser. Strategien indebærer, at der etableres tilstrækkeligt med åbne pladser i tilknytning til de sikrede pladser for at give et sammenhængende behandlingsforløb for hovedparten af de unge, der visiteres til sikrede pladser som led i en dom til ungdomssanktion.
Som et led i denne strategi og set i lyset af den store efterspørgsel til de åbne pladser på Grenen-Glesborg besluttede amtsrådet d. 14. juni, at der fra nytår etableres yderligere fem åbne døgnpladser i nærheden af Randers i tilknytning til den sikrede institution Grenen.


Kilde: Skrevet af udvalgsformand Bo Fibiger (SF) i Randers Amtsavis d. 23. august

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam