Socialdemokraterne i Viborg Amt ruster sig til den nye region op til valget i november. Hér er det en dame fra Ulstrup, der skriver:
En kæmpe forandring i den kommunale og regionale struktur er undervejs. D. 15. november er der valg til de nye store kommuner og den nye kæmpe Region Midtjylland. Og hvad betyder dét så egentlig?
Ja, i Viborg Amt går fra 17 kommuner til kun 4 + lidt, der bliver til dele i andre kommuner (Hvorslev og Kjellerup).
Når det handler om region, så bliver Viborg Amt delt, der bliver trukket en streg gennem Limfjorden, og Mors + Thy bliver en del af Region Nordjylland, mens resten af vores amt bliver en lille del af en kæmpe Region Midtjylland.
For Socialdemokraterne i Region Midtjylland er der ingen tvivl om, at vi vil arbejde for en bred region med mange opgaver.
Det bliver spændende, men også en kæmpe udfordring at få stablet en ny struktur og opgavefordeling på benene. Der vil blive en længere fysisk afstand til politikerne, og der forestår en stor oplysningsopgave, så informationerne når rundt i hele regionen.
Regionen får ansvaret for fem hovedområder:
Sundhedsområdet.
Psykiatrien.
Højt specialiserede socialopgaver.
Kollektiv trafik.
Regionaludvikling.
Kilde: Skrevet af Merete Villsen fra Ulstrup i Randers Amtsavis d. 1. september
rex