Hos LO i Randers er man ikke særligt begejstret for al den snak om at afskaffe efterlønnen:
Det er åbenbart blevet utroligt populært at tale om afskaffelse eller forringelse af efterlønnen i dagens Danmark.
Selv langt ind i socialdemokraternes kreds tales der om at ”pille ved” dén efterløn, vi har i dag, og dét selvom daværende formand Poul Nyrup Rasmussen ved den sidste ændring i slutningen af 1990`erne sagde, at den kunne og skulle gælde flere generationer frem.
Det er som om, at der går lidt panik i nogle politikere, fordi nye beregninger viser, at befolkningen bliver ældre og ældre, hvilket jo i sig selv er glædeligt. Men de politikere, der går i panik, er åbenbart bange for, at der ikke er arbejdskraft nok i fremtiden.
Det skal slås fast med syvtommersøm, at det er utroligt få mennesker, der går på efterløn, så snart de kan det i dag – og de, der gør det, ja de gør det, fordi de virkelig er nedslidte.
Det kan være fysisk nedslidning, og det kan være psykisk nedslidning, men de, der ”bare” går på efterløn, fordi de nu engang kan, er med garanti meget få.
Og mangelen på arbejdskraft i år 2020 tror jeg ikke på. Vi har i dag ca. 150.000 ledige i A-kasse-systemet og ca. 500.000-600.000 mennesker, der lever på forskellige overgangsordninger. Disse mennesker regner man ikke med, når man laver sine beregninger, og heller ikke dén produktionsforøgelse, der vil ske inden for de næste 20 år, er med i beregningerne.
Hvis det er af økonomiske årsager, skulle man prøve at fokusere på andre ting i stedet for en forringelse af efterlønnen.
Kilde: Skrevet af LO-lokalformand Ejvind Clemmensen fra Randers i Randers Amtsavis d. 2. september
rex