Dén diskussion, socialministeren har fået startet ang. lighed/ulighed i vores samfund, er det synd at bremse, for i virkeligheden har vi længe trængt til at få en åben debat om dette emne. Det mener i alt fald nedenstående brevskriver, der med sin østeuropæiske baggrund maner til en mere nuanceret meningsudveksling frem for den ideologiske mudderkastning, der foregår lige nu. Hun skriver følgende tankevækkende ord:
Med sine udtalelser om det gavnlige ved ulighed har socialminister Eva Kjer Hansen sat en debat i gang, som har været tiltrængt i meget lang tid. Den burde have fundet sted straks efter kommunismens fald.
Når ligheden ikke har været under debat, skyldes det dén lighedsmyte, som har været herskende i århundreder i Vesteuropa, ja, siden Den franske Revolution. Det blev antaget, at der var konsensus om emnet, at ligheden udelukkende kunne opfattes som noget positivt. Men i virkeligheden er ligheden som alt det andet en relativ størrelse, som kan betragtes fra mange standpunkter.
Socialismen såvel som kommunismen gjorde lighed til en hovedværdi.
Det helt centrale problem ved ligheden er, at den er frihedens modsætning. Et frit samfund er et samfund, hvor menneskene markerer deres forskelligheder, og hvor uligheder gør sig gældende. For at der kan være lighed, er det nødvendigt, at menneskene gøres lige, og dette implicerer en magtfuld stat, som kan tvinge ligheden igennem. Ligheden ødelægger livet, den ødelægger ethvert initiativ og forhindrer enhver kulturel blomstring: ”Hvad ikke alle kan lære, må ingen lære”, som det blev sagt. Et samfund, som udelukkende hviler på lighedstanken, er i permanent stagnation og i konflikt med livet selv.
Modsætningen mellem socialisme og liberalisme er en modsætning mellem lighed og frihed. Dermed har vi ét aspekt ved problemet.
Et andet aspekt er, at ligheden slet ikke er noget éntydigt. Der findes ganske forskellige former for lighed, nogle af dem står i modsætning til friheden og til den faktiske menneskelige forskellighed, andre gør det ikke.
Den simpleste måde at anskueliggøre den lammende, frihedsberøvende og virkelighedsfjerne lighed på er følgende: Når vi alle, uanset om vi har små eller store fødder, bliver tvunget til at gå i sko størrelse 38, så er ligheden negativ.
Dét er den dårlige lighed, som oldtidens grækere symboliserede ved et uhyre, som hed Prokrustes. Prokrustes havde en seng, og han anbragte alle i den. De fleste svarede naturligvis ikke til sengen. De små strakte han ud, så de kunne fylde sengen, de høje skar han til efter sengens længde. Kunne man forestille sig en mere horribel tortur, en mere oprørende uretfærdighed?
Men der findes også en helt anden form for lighed. Det er dén, der er på spil i ”ligheden for loven”. Denne lighed skærer ikke os alle, skyldige og uskyldige, over én kam. Denne lighed siger, at loven er én, og at vi, hver for sig, behandles éns i forhold til loven, men forskelligt i forhold til vore gerninger.
Det er dét, ligheden for loven betyder: At dén straf, loven tilmåler os, er tilpasset vore gerninger, som ikke er éns. I denne lighed indgår den faktiske ulighed. Og denne lighed og ulighed er retfærdigheden.
Vores fundamentale lighed, dén lighed, som vi anser som selve kernen i samfundet, er ikke en ”socialistisk” lighed, men en ”liberalistisk” lighed. Dette er godt at bære i tankerne.
Og ud fra dét vil jeg nu i forbindelse med den nuværende debat spørge: Hvordan kan vi bygge et tåleligt samfund? Af dét, jeg i tidens løb har læst, erfaret og tænkt, har jeg dannet min egen konklusion.
At lighedstyranniet er at forkaste, fuldstændig forekommer mig indlysende. Men jeg vil ikke af dén grund sige, at ”frihedssamfundet”, hvor alene den liberale tankegang hersker, er dét, vi skal stræbe imod. Jeg hælder mod Aristoteles` anskuelse: Opgaven er at finde den ak! så vanskelige balance mellem lighed og frihed.
At give uligheden (friheden, livets virkelighed) frit spil – men ikke uden nogle bremser. Der må også være hensyn til de mennesker, som i selve frihedens navn ellers vil blive trådt under fode. Friheden må aldrig blive til en ideologi, som ødelægger menneskets liv. I et godt samfund må der også være plads for den socialistiske lighedstanke, den må danne modvægt mod frihedstanken uden dog at få lov til at sætte dagsordenen.
Det er i virkeligheden dét, socialministeren prøvede at sige, selv om hun brugte andre ord.
Det gælder om at vende bølgen. At lade friheden med initiativ og dynamik komme til orde og således finde den rette ligevægt mellem de to modsatte størrelser. Dét er aktuelt og nødvendigt.
Kilde: Skrevet af kunsthåndværker Monica Papazu fra Randers i Randers Amtsavis d. 29. september
rex
05/05 2023
