Forleden bragte vi en indlæg, hvori formanden for idrætsforeningen i Ebeltoft fortalte om denne forenings indsats for ikke at lade folk arbejde i foreningens regi uden en ren straffeattest. I dag går en Randers-socialdemokrat endnu videre. Han ønsker ligefrem oprettet et kartotek, hvor foreninger og institutioner til enhver tid kan gå ind og checke, om de er i færd med at ansætte en pædofil:
Så skulle vi opleve dét igen, at en pædofil har været på spil. Det er forkasteligt, at vores børn ikke kan være i fred for disse sex-forbrydere.
Det er ikke kun i daginstitutioner, de pædofile forsøger at få fodfæste. Det gælder også idrætsforeninger, spejderforeninger, skoler m.m. Det er jo næsten hver dag, vi hører eller læser om sex-overgreb på børn.
Sex-overgreb på børn skal naturligvis straffes meget hårdere, end det er tilfældet i dag. De pædofile skal registreres i et kartotek med navn og foto, således at daginstitutioner, skoler, idrætsforeninger, spejderforeninger m.m. kan få oplyst, f.eks. om en ansøger til en stilling er pædofil. Vi skal jo alligevel indhente deres straffeattest.
Hvis dét er tilfældet, skal vedkommende naturligvis ikke have lov til at arbejde med børn og unge resten af sit liv. Det er jo bevist, at de pædofile ikke kan lade være med at forgribe sig på børn. Uanset om de lige har siddet i fængsel.
Jeg er meget forarget over den vattede holdning, der tilsyneladende er fra domstolenes og lovgivningens side, når det gælder strafudmåling overfor pædofile.
Der kan ikke gøres nok for at beskytte vores børn mod disse sex-forbrydere.
Kilde: Skrevet af S-byrådsmedlem Aage Stenz fra Randers i Randers Amtsavis d. 5. oktober
rex