Socialdemokraterne ved det kommende regionsvalg er ikke trygge ved udsigterne til, at den nye måde at organisere sygehusvæsenet på efter reformen kan komme til at betyde privatiseringer til skade for helheden i sygdomsbekæmpelsen. Herom skriver en S-kandidat følgende:
Et nyt system for betaling for indlagte patienter på sygehusene kan få meget negative konsekvenser. Det kan skade mulighederne for at skabe et sundt sundhedsvæsen.
Som netop påpeget af den nye sundhedsdirektør for Region Midtjylland, Leif Vestergaard Pedersen, kan det blandt andet blive svært at flytte patienter til behandling i eget hjem. Den nye model for betaling betyder, at sygehusene henter en økonomisk belønning hos kommunerne i forhold til, hvor mange patienter der indlægges. Systemet kan bremse incitamentet til at udvide behandlingen hjemme, som ellers er én af de epokegørende nyskabelser.
Det moderne sygehus bør nemlig også kunne rykke ud i patienternes hjem. Ved at bruge den nyeste nye teknologi kan vi gøre det muligt at være ”indlagt” på en specialafdeling – i egen seng derhjemme.
Derfor gælder det om at få ændret den skæve måde, som vore sygehuse skal finansieres på ifølge en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Vi afviser fortsat alle forsøg på at indføre øget brugerbetaling, flere ordninger med forsikringer eller behandling i forhold til tegnebogens tykkelse. Vi skal alle være med til at betale for et godt og fremtidssikret sundhedsvæsen over skatten.
Kilde: Skrevet af S-amtsrådsmedlem af sundhedsudvalget og –kandidat til regionen Käthe Esdahl i Randers
rex