Vi har kun gode folkeskoler i Norddjurs – og ingen af dem bliver lukket med DF’s stemmer
Når den nye Norddjurs Kommune bliver etableret i år 2007, har vi 18 kommuneskoler. I et valgår, som vi er i nu, fremkommer der mange visioner omkring hvordan en folkeskole skal fungere. Mange udtrykker sig som om det står meget sløjt til, men er det nu så ringe endda?
Jeg er af den opfattelse, at skolerne fungerer udmærket, børnene tilbydes gode muligheder og forældrene kan være trygge ved den politik, der føres på området.
Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er noget, der kan gøres bedre og på en anden måde. Først og fremmest vil Dansk Folkeparti ikke være med til at lukke en eneste skole i Norddjurs Kommune, men vi vil gerne hen ad vejen være med til at se på, om man kan rationalisere ved at lægge skoledistrikterne om. I Dansk Folkeparti har vi altid gerne ville have skolerne i Grenaa under et skoledistrikt med Søndre Skole som eksamensskole, Østre-, Vestre-, Mølle- og Toubroskolen som fødeskoler med elever op til 7. klassetrin. Med denne model mener jeg og Dansk Folkeparti, at man kan gøre undervisningen mere effektiv, og på fødeskolerne få mere tid til den enkelte elevs behov. Samme model kan bruges i den vestlige del af kommunen
Om selve undervisningen ser jeg gerne morgensangen indført som en del af skolernes kultur. Derudover skal der satses på de klassiske fag som dansk, regning og dansk historie.
Og så kommer man altså ikke uden om, at vi bliver nødt til at se på ernærings- og bevægelseslære. Alt for mange børn lever i dag meget usundt. Af samme grund ønsker mange politikere en skolemadsordning, men en sådan ordning er Dansk Folkeparti imod. Om man så skal kunne købe mad på skolen, det er en anden sag, som vi er villig til at drøfte.
Elever, der i enkelte fag trænger til ekstra hjælp, skal individuelt hjælpes uden at de fjernes fra deres vante klassemiljø.
Skolepolitik er et af de væsentligste opgaver i en kommune. Det er ikke ensbetydende med, at forældre ikke har ansvar. Det er nu engang forældrene, der skal opdrage deres børn og ikke skolen. Derfor skal den enkelte skole tilbyde bredt og godt samarbejde med skolebestyrelser og forældrekredse.
Med venlig hilsen
Inger K. Andersen
Havnevej 56
8500 Grenaa
Kandidat for DF i
Norddjurs Kommune
Kilde: grenå bladet
charlotte