Hvis socialdemokraten Bent Mikkelsen synes, at Alice Espeholt ikke véd nok om belægningen på Grenå Sygehus, hænger det ifølge hendes eget udsagn sammen med dårlig kommunikation fra sundhedsudvalget, skriver hun i det følgende:
Gennem Bent Mikkelsens læserbrev i Århus Stiftstidende glæder det mig at høre, at Århus Amts Sundhedsudvalg følger belægningsprocenten på specielt Odder og Grenå sygehuse meget nøje. Det er til gengæld meget beklageligt, at sundhedsudvalget, herunder specielt Bent Mikkelsen i Grenå, ikke formår at fortælle lokalområdet om sin statistiske viden om belægningsprocenter.
Statistik kan være tilvejebragt på forskellig vis, ugentligt, månedligt eller med andre intervaller. Det ændrer ikke på min eksakte viden om overbelægning på Randers Centralsygehus en periode i september måned.
Hvis der blev orienteret bedre om aktiviteterne på Grenå Sygehus, ville snakken om ringe benyttelse af sengene på sygehuset ikke dukke op gang på gang. Sundhedsudvalget må kunne forstå, at bekymringen for helt at miste sygehuset er meget nærværende hér i byen.
Jeg ser i øvrigt frem til, at Region Midtjylland overtager driften af sundhedsvæsenet i hele regionen. Gode idéer fra naboamterne, f.eks. Vejle Amt, vil måske kunne inspirere til nytænkning om benyttelse af de mindre sygehuse. Netop muligheden for at kunne påvirke sundhedspolitikken er én af årsagerne til, at jeg kandiderer til Region Midtjylland.
Kilde: Skrevet af V-regionskandidat Alice Espeholt fra Grenå i Randers Amtsavis d. 1. november
rex