”Formanden for SF-Grenå, Mads Nikolajsen, beskyldte i sidste uge Grenå Bladet for at give sig i kast med at knægte ytringsfriheden i forbindelse med, at redaktionen har afvist hans læserbrev omhandlende Irak-krigen for lidt over en måned siden. Samme læserbrev - altså dét, hvor han brokker sig over Grenå Bladet - er også blevet trykt i Århus Stiftstidende/Randers Amtsavis torsdag d. 19. juni (og også i Nørre Djurs NetNyt).
Selv Østjyllands Radio har vist interesse for ”sagen”. Som redaktør på Grenå Bladet er det mig en lidt uvant situation at blive beskyldt for at være bon-kammerat med George Bush og gå USA`s ærinde i Irak-krigen, men verden er jo en forunderlig størrelse, som efter at have sundet mig lidt ovenpå chokket, føler jeg mig nu beredt til at svare på kritikken.
Sagen handler i al sin gru om, at jeg som Grenå Bladets redaktør har smidt tre læserbreve om Irak-krigen i skraldespanden. Det ene af dem var skrevet af Mads Nikolajsen, og det var stærkt kritisk overfor USA`s invasion af Irak - og Danmarks rolle i dén forbindelse. De to andre indlæg var stærkt positive overfor invasionen og herunder Danmarks rolle i krigen (hvor beskeden den nu end var). Så på én og samme tid går Grenå Bladet altså både krigsmodstandernes ærinde såvel som tilhængernes?? Det er jo en lidt spøjs situation at stå i, men som allerede nævnt: Verden er forunderlig.
I læserbrevet roser Mads Nikolajsen Grenå Bladet (GB) for avisens ellers tidligere så åbne kurs overfor læserbreve, og at GB derfor er det centrale, skrevne medie, der er tilbage i dag lokalt. Og tak for det! Det har faktisk også været - og er det fortsat - en helt bevidst strategi at være et lokalt medie, hvor alle kan komme til orde, og hvor den lokale debat kan syde og boble på bedste vis. Problemet er blot, at vi modtager langt flere indlæg, end vi rent fysisk har plads til i vores spalter, og derfor oplever skribenter derfor fra tid til anden, at deres indlæg ikke bliver optaget.
Typisk noget, de flittigste skribenter har oplevet - blandt andre folk som Henning Sørensen, Jens Jensen og Bent Andersen - fordi strategien er, at så mange som muligt skal kunne komme til orde. Et indlæg kan også ryge ud, hvis det er for langt, eller hvis det indeholder ting, der er i strid med injurie-lovgivningen. Jeg har også stoppet en debat, hvis jeg har syntes, at debattørerne trampede rundt i den samme pærevælling uden at føje nyt til debatten. Så der er en hel del personer, der har oplevet, at de ikke har fået deres læserbrev i Grenå Bladet, men sjovt nok er det første gang, at der er nogen, der direkte beskylder os for at knægte ytringsfriheden!
Måske er det fordi, at der er tale om ”skrotning” af et helt emne, som Mads Nikolajsen også påpeger i sit læserbrev. Til dét vil jeg gerne sige, at vi ved krigens start bragte en hel del indlæg om emnet. Lokale reaktioner for og imod krigen, som Mads Nikolajsen også har noteret sig. Dermed kan man ikke sige, at emnet har været tabu i GB`s spalter. Med hensyn til de tre skrottede indlæg var ambitionen fra min side faktisk dén, at jeg ville bringe dem alle tre på den samme side under overskriften: ”Irak-krigen set fra Grenå”, og når Mads Nikolajsen skriver, at jeg mundtligt har lovet ham, at hans indlæg ville komme i GB, så er det unægtelig en sandhed med modifikationer. Dét, jeg sagde til ham, var, at jeg ville bringe hans indlæg, HVIS jeg samtidig kunne få plads til de andre på den samme side eller opslag. Den plads havde jeg imidlertid på intet tidspunkt til rådighed, og derfor valgte jeg helt at skrotte idéen - og dermed alle tre indlæg. Det må man gerne klandre mig for, men sådan ligger landet altså.
Jeg kunne naturligvis i stedet have valgt at hælde nogle indlæg, der omhandlede rent lokale sager, ud i skraldespanden i stedet for, så der dermed blev plads til Mads Nikolajsens indlæg om Irak-krigen, men dér har jeg altså vurderet, at en lokalavis først og fremmest skal fokusere på lokale emner og begivenheder. Det er vist nok dét, lokalaviser er sat i verden for, og som er deres eneste eksistensberettigelse, så vidt jeg kan vurdere.
Det udelukker ikke verdenspolitiske emner, men de vægtes bare ikke så højt som de lokale.
Derfor må jeg sige, at jeg sover roligt og med god samvittighed hver nat. Også selvom Mads Nikolajsen måtte mene, at jeg burde ligge badet i sved med mareridt - kastende mig frem og tilbage i sengen i indebrændt frustration over at have knægtet SF-Grenå-formandens ytringsfrihed….
Det ligger mig fjernt at være spydig, men jeg kan altså ikke nære mig for at sammenligne Mads Nikolajsens opførsel i denne sag med historien om den lille dreng, der var vant til, at hans forældre gav ham en meget stor legetøjslastbil hvert år på hans fødselsdag. Ét år var den imidlertid en lille-bitte smule mindre end de andre år. Og så var helvede løs! Efter at have svinet sine forældre til ringede han til socialforvaltningen for at bede om at blive tvangsfjernet på stedet….!”
Skrevet af Henrik K. Nielsen, redaktør på Grenå Bladet i Grenå Bladet d. 24. juni
Kilde: grenå bladet
rex