Tak til
 






  
05/05 2023

Lad os selv bestemme

Og for at få endnu et synspunkt med i ovenstående debat, nemlig skepsis overfor både styring ovenfra og sammenlægningers velsignelser overhovedet, har vi vendt blikket lidt uden for Djursland og til Hadsten. Herfra skriver en socialdemokratisk politiker følgende:

”Vi venter alle på Strukturkommissionens rapport om den fremtidige kommune- og amtsstruktur. Denne kommission er sammensat af embedsmænd – selvfølgelig dygtige og indflydelsesrige, men ikke folkevalgte. Vores statsminister har varslet et hurtigt forløb, når rapporten foreligger.
Men tøv nu en kende – det kan da ikke være rigtigt, at en gruppe embedsmænd og en statsminister i et ting, der ligger langt fra den almindelige danskers dagligdag, suverænt skal bestemme, hvordan vores eget nærdemokratiske system skal bygges op og fungere. En kommune er netop baseret på et fællesskab af en mindre gruppe borgere, der i bund og grund da selv (gennem egne folkevalgte) må kunne bestemme, hvordan deres nærdemokratiske system skal være bygget op og fungere.
Skal en gruppe embedsmænd og statsministeren bestemme, hvordan vi for eksempel indretter vores hjemmepleje og børnepasning i Hadsten Kommune?
Skal en gruppe embedsmænd og statsministeren bestemme, om vi vil have en høj skatteprocent og en høj service – eller omvendt?
Nej, det skal de da selvfølgelig ikke. Det skal du og jeg som borgere i Hadsten Kommune. Det kan da godt være, at vi skal bygge på større enheder end vores nuværende kommunestørrelse, men det er vigtigt, at det er borgerne selv, der tager disse beslutninger.
Der er mange eksempler på, at større ikke bare er bedst – tænk blandt andet på de verserende sager om mejerigiganter. I forretnings- og erhvervslivet kan driftige personer starte en ny virksomhed som alternativ til de større enheder. Dén mulighed har vi ikke på kommuneområdet.
Derfor skal vi have den nødvendige tid til at overveje skridtene om sammenlægninger meget bedre, hr. statsminister!
Samtidig vil jeg opfordre kommunens borgere til at tage del i debatten, inden statsministerens tog er kørt, eller han har givet os ”et tilbud, vi ikke kan sige nej til”.”
Skrevet af det socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlem i Hadsten, Jørgen Kjær, i Randers Amtsavis fredag d. 14. november

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam