En dame fra Randers har ligesom tusindvis af andre danskere haft det dårligt efter at have set en fjernsynsudsendelse i forgårs om, hvordan asylansøgeres børn får lov til at henslæbe en fuldkommen uværdig tilværelse i danske lejre i årevis. Det skyldes ene og alene, at vi har valgt den forkerte regering, mener hun og skriver:
Efter at have set TV2`s udsendelse d. 22. november om børns forhold på de danske asylcentre skammer jeg mig over at være dansker.
Jeg kan forestille mig, hvordan nogle tyskere må have følt det dengang i 40`erne og ikke mindst efter krigen. Tænk at være del af et folk, der tolererer en sådan grad af afstumpethed og manglende respekt og indføling med sine medmennesker, som vi gør nu.
Vi har selv valgt en regering, der i dén grad er i lommen på Dansk Folkeparti, når det gælder udlændingepolitik, at integrations-ministerens ligefrem kan gå ud og sige, at de mennesker selv har valgt at sidde på diverse asylcentre i ni år med daglig angst for udvisning til følge. Hvem ved sine fulde fem vil udsætte sin familie og børn for dét, medmindre alternativet er om muligt endnu mere forfærdeligt?
Jeg skammer mig over at tilhøre et folk, hvor flertallet går højere op i, om man kan få en ny fladskærm, og ens unger kan gå til sport i det rigtige mærkevaretøj, end om vi behandler vore medmennesker anstændigt.
Kilde: Skrevet af Annemarie Weidanz fra Randers i Randers Amtsavis d. 25. november
rex