De konservatives integrationsordfører slår i det følgende til lyd for, at de kvindelige indvandrere hurtigst muligt kommer ud på det danske arbejdsmarked:
Integrationsministeriet har fået lavet en rapport om indvandrerkvinders interesser og holdninger til arbejdsmarkedet. Det er interessant, men desværre også sørgelig læsning.
Det fremgår nemlig af rapporten, at tyrkiske indvandrerkvinder opfatter dét at være husmor som deres primære opgave.
Det betyder, at de jobtilbud, kommunen disker op med, betragtes som en straf frem for en rigtig god mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet, opnå vigtige kompetence og tjene egne penge.
Der er jo sådan set ingen problemer i, at kvinder – eller mænd for dén sags skyld – ønsker at gå hjemme og passe børnene, når de er små. Men så må det være for egen regning. Er man på kontanthjælp, som er en midlertidig ydelse, er det meningen, at man hurtigst muligt skal i job og dermed stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det kan derfor ikke nytte noget, at indvandrerkvinderne har en masse forbehold i forhold til de job, der tilbydes.
Rapporten viser nemlig, kvinderne har masser af undskyldninger for ikke at tage de job, der er. Dels vil de ikke røre ved svinekød, heller ikke tage sig af ældre mænd eller skulle arbejde sammen med mange mænd, og nogle ville heller ikke have noget med alkohol at gøre. Ligesom rapporten slår fast, at kvinderne underdriver deres arbejdspotentiale og erklærer sig for syge til at arbejde.
Dét er en helt gal kultur, og kvinder gør sig selv en kæmpe bjørnetjeneste.
Vi véd fra tidligere undersøgelser, at det er kvinderne, der er nøglen til en god integration af deres børn, i og med at det ofte er moderen, der læser lektier med barnet, har kontakten med skolen og så videre.
Jo mere moderen kender til det danske samfund, jo mere dansk hun taler, jo bedre bliver børnene integreret.
Jeg håber virkelig, at kommunerne tager undersøgelsen alvorligt og får taget et opgør med dén kultur og vanlighed i sagsbehandlingen, der gør, at disse kvinder aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet. For rapporten peger også på, at det går galt i kommunerne, fordi sagsbehandlerne accepterer indvandrerkvindernes modstand mod at komme i job. Og derfor bliver deres sagsmappe ofte blot lagt nederst i bunken igen.
Med regeringens nye integrationsplan ”En ny chance til alle” burde vi komme ud over dét problem. Det bliver nemlig sådan, at kommunerne inden for to år skal udarbejde en handlingsplan for alle kontanthjælps-modtagere, samt at man får frataget sin kontanthjælp, hvis man ikke har haft 300 timers arbejde inden for to år.
Det håber vi, er incitament nok til den nødvendige holdningsændring.
Ellers får vi aldrig integreret disse kvinder.”
Kilde: Skrevet af K-integrationsordfører Henriette Kjær i Randers Amtsavis d. 12. december
rex