Grenaa Bladet:
Kattegatcentret har indgået et samarbejde med Grenaa Fiskeriskole. En del af dette samarbejde indebærer, at Fiskeriskolens elever i fremtiden kommer på kursus på Kattegatcentret.
Kurset er udviklet af centrets skoletjeneste med henblik på, at de kommende fiskere får særlig indsigt i forskellige havdyrs levevis og tilpasninger, havmiljøet og havets produktionsforhold.
Det første hold fra Fiskeriskolen gik i sidste uge i gang med undervisningsforløbet.
Kurset består af følgende moduler: Mandag d. 10. november handlede det om adfærd og tilpasninger.
I Kattegatcentrets udstilling belyste man de forskellige dyrs adfærd og tilpasninger til livet i havet. Man afprøvede for eksempel fladfiskens flugtadfærd, og sammenlignede den med andre dyrs flugtadfærd. Derudover kiggede man på mange andre praktiske eksempler på hvorfor farve, form og adfærd er 3 begreber, der i dyreverdenen hænger uløseligt sammen.
I skolelaboratoriet undersøgte og dissekerede fiskerieleverne pighajer og blæksprutter.
Torsdag d. 13. november havde eleverne et modul, der omhandlede havets produktionsforhold.
På centret undervistes fiskerieleverne i havets produktionsforhold, herunder havstrømmene og det kystnære vands betydning.
I den omkringliggende natur indsamlede man dyr fra det lave vand med forskellige fangstredskaber, så eleverne dermed fik et bredt udsnit af dyrelivets varietet og mangfoldighed på det lave vand.
Det sidste modul blev afviklet mandag den 17. november om eftermiddagen. Det omhandlede miljø og økologi. Eleverne blev her undervist i de forskellige forhold for havmiljøet - blandt andet iltsvinds årsag og effekt på dyresamfundet.
Efterfølgende sejlede man ud ombord på Grenaa Fiskeriskoles kutter og indsamlede og undersøgte bestanden af bunddyr og fisk med bundtrawl. Desuden blev der taget vandprøver, der illustrerer havmiljøets aktuelle tilstand ud for Grenaa.
Kilde:
unavngivet