Grenaa Bladet:
- er hvad Grenaa Kino kan præsentere i disse dage. Der er tale om den romantiske komedie - med blandt andre Hugh Grant på rollelisten - »Love Actually«, der ifølge »Filmland« på DR2 tager over, hvor »Bridget Jones’ Dagbog« slap.
Disney/Pixars computer-animerede mesterværk »Find Nemo« - en enig anmelderskare er ved at dåne af fryd - er også på plakaten i Kino i denne uge, hvor man endvidere vil kunne se afslutningen på Matrix-historien i »Matrix 3 - Revolutions«. Romantiske komedier er også noget dansk film gebærder sig i, og på den led vil man med fordel kunne løse billet til »Regel nr. 1«. Sidste dag for de to sidstnævnte film er onsdag den 26. november, idet Kino har en Danmarkspremiere torsdag den 27. november. Russell Crowe kan i den forbindelse opleves som søkaptajn i den storstilede »Master and Commander«.
Endelig er der gys på drengen fra og med fredag den 28. november, idet to gamle skrækfilms-figurer - Freddy Krueger fra Nightmare om Elm Street og Jason fra Fredag den 13 - har slået pjalter og mordvåben sammen i »Freddy vs. Jason«.
Kilde:
unavngivet